Leder af Henrik Lisberg, chefredaktør for LandbrugsAvisen
»Sådan en sag rammer hårdere, end man måske i første omgang vil indrømme.«
Med de ord opsummerede ugens vel nok mest omtalte landmand, Jørn Kjær Madsen, sin situation over for LandbrugsAvisens webavis tirsdag. Hans kvægbedrift, der er Danmarks største og en af de mest veldrevne, er blevet ramme om en faglig konflikt med fagforbundet 3F. Tirsdag blev konflikten udvidet med risiko for, at andre LO-forbund varsler sympatikonflikter, og mælken derfor i værste tilfælde ikke bliver hentet.
Konflikten har fremkaldt stærke følelser. Landmænd fremhæver, at snævre overenskomster kan ødelægge den nødvendige fleksibilitet på en gård med levende dyr i stalden. De oplever, at en stor, fjern organisation blander sig i forhold, medarbejderne ude på staldgangen ikke er utilfredse med. Og de føler som Jørn Kjær Madsen, at stramme regler gør det umuligt at skabe jobs til de lidt svagere medarbejdere, samfundet skriger på at finde plads til.
Omvendt ser store dele af omverdenen landbrugets modstand som et tegn på, at forholdene er for ringe. Der er i Danmark bred enighed om at undgå social dumping, hvor lav løn til udlændinge presser lønniveauet nedad til skade for alle.
Begge synspunkter er legitime. For ansvarlige ledere i landbruget handler det om at holde hovedet koldt og få løst denne konflikt. Landbrug & Fødevarer har anstrengt sig til det yderste for at skabe alliancer med fagbevægelsen. Det må ikke gå tabt.
Det er helt i orden at slås for at holde små arbejdspladser - og selv en stor mælkeproducent med 20 ansatte er en lille arbejdsplads - fri fra snærende bånd. Men det er ikke et brugbart argument, at man ikke har råd til at betale mindstelønnen. Vi skal slås for fleksibilitet og frihed - men et erhverv, der ikke kan betale mindstelønnen, har ikke megen fremtid i sig.
