To en halv måned efter minkordre mangler aftale om erstatning stadig

De Konservatives Rasmus Jarlov kritiserer regeringen for at trække minkforhandlinger i langdrag.

Endnu er der ikke landet en aftale om kompensation til de danske minkavlere, der i begyndelsen af november sidste år blev beordret til at aflive deres mink. Det skete for at undgå at sprede smitte med muteret coronavirus fra mink til mennesker. 

Statsminister Mette Frederiksen (S) udtrykte forrige søndag ellers et håb om, at en aftale kunne blive indgået i sidste uge, men det skete ikke. 

De Konservatives finansordfører, Rasmus Jarlov, mener, at regeringen trækker forhandlingerne ud.

"Vi har meget svært ved at forstå, hvorfor det tager så lang tid at få en aftale. Vi har været klar til at forhandle længe, men tempoet og antallet af møder har været meget lavt de seneste to måneders tid", siger han. 

"Vi venter på at blive indkaldt, og så er vi faktisk ikke så langt fra hinanden. Jeg vil tro, at så snart regeringen sætter gang i forhandlingerne igen, så kan vi finde hinanden", siger han. 

Kæmper for dvaleordning

Hvilke knaster mangler fortsat at blive høvlet af, for at I kan nå det sidste?

"Vi er først og fremmest optaget af, at de ganske vist få avlere, der er tilbage, får lov til at fortsætte og kan starte op igen, når coronaepidemien kommer under kontrol".

"Derfor vil vi gerne have en dvaleordning, hvor de får dækket deres omkostninger i 2021 og 2022 og derefter kan starte op igen". 

"Det vil gøre erstatningen mindre, for det vil betyde, at folk ikke skal have fuld erstatning, men kun skal have dækket nogle af deres omkostninger i de næste år", siger Rasmus Jarlov. 

Uenige om dansk fremtid for minkavl

Partierne i Folketinget er uenige om, hvorvidt der fremover overhovedet skal være minkavl i Danmark. Et politisk flertal har vedtaget et midlertidigt forbud mod hold af mink. Det udløber ved udgangen af 2021.

"Jeg synes ikke, der er ret mange gode argumenter for at lukke de sidste avlere ned", siger Rasmus Jarlov.

"Der er stadig avlere, som gerne vil starte op igen, og som kan flytte dyr hjem fra udlandet". 

"Nogle ganske få har dyr tilbage i Danmark også, og dem vil vi gerne give en chance for at kunne komme igen, så en lille rest af minkbranchen kan overleve", siger han. 

Forhandlingerne om udbetaling af kompensation har undervejs været kompliceret af, at man skulle afvente en tilbagemelding fra EU om blandt andet, hvor stor en erstatning det er muligt at tildele minkavlerne. 

Derudover blev forhandlingerne på grund af sygdom hos erhvervsminister Simon Kollerup (S) flyttet fra Erhvervsministeriet til Finansministeriet, hvor skatteminister Morten Bødskov (S) lige nu er barselsvikar for finansminister Nicolai Wammen (S).

/ritzau/
 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle