En målrettet indsats for vildtpleje skaber resultater

Fokuser og tænk langsigtet hvis du vil se resultater af din indsats, lyder rådet fra naturkonsulent Mikael Kirkhoff Samsøe, der kommer med konkrete og enkle råd til, hvordan du kan lave plejetiltag ude i terrænet og dermed forbedre din jagt.

Inden længe går bukkejagten ind, og mens du sidder og venter på chancen, er der måske lejlighed til at kigge lidt på terrænet og tid til at overveje, hvordan du kan forbedre vilkårene for vildtet. Mikael Kirkhoff Samsøe er selv jæger og naturkonsulent i VKST, og han anbefaler, at gå målrettet til værks når det drejer sig om vildtforbedringer.

Lav et årshjul for den art du vil fokusere på

Det er en god ide at vælge en art ud, som du vil fokusere på – enten fordi du gerne vil pleje bestanden på ejendommen eller fordi du gerne vil tiltrække arten. Når du har valgt en art, som du gerne vil have flere af på ejendommen skal du tænke på et årshjul for arten, og hvordan du gør det attraktivt for netop den art at være på din ejendom.

Mikael Kirkhoff Samsøe peger på agerhønen, som én af de arter, der er gået tilbage i antal, og som samtidig er attraktiv i forhold til jagt, og fortæller om årshjulet for agerhønen:

"Det skal være attraktivt at være agerhøne på ejendommen hele året; der skal være langt græs til reden, og når ungerne klækkes skal der være insekter til dem og derfor er de traditionelle etårige vildtstriber ikke helt nok. For de blomstrer og tiltrækker først insekter, når ungerne er store. Derfor skal du også have flerårige vildtstriber, som ungerne kan hente insekter i allerede fra de klækkes ud", fortæller naturkonsulenten og fortsætter:

"Og så skal der være mulighed for støvbadning og åbne arealer, hvor fuglene kan tørre når de er våde. Hvis du fokuserer på netop de behov som agerhønen har, så yngler den også på ejendommen", siger han.

Afhængigt af, hvilken art, du gerne vil pleje skal du tænke et helt år igennem for arten – hvor skal den finde føde, læ, yngle osv. Der er ingen grund til at starte helt forfra, og i langt de fleste tilfælde kan du med få, men effektive tiltag forbedre vilkårene for en art.

Få nye øjne på arealer med en naturgennemgang

Mikael Kirkhoff Samsøe erkender, at det kan være svært at se mulighederne i det terræn, som man har gået og kigget på gennem mange år. Derfor har han også god erfaring med at lave en såkaldt naturgennemgang og eventuelt en jagtplan, hvor han peger på de konkrete tiltag, som kan forbedre jagten.

Forslagene tager udgangspunkt i det eksisterende, for det er langt lettere end at starte helt forfra. Og der er altid noget at arbejde med siger naturkonsulenten.

"Jeg gennemgår ejendommen sammen med ejeren, ser hvad der er behov for og giver et overblik over værdierne på ejendommen og giver forslag til indsatser, f.eks. for en specifik art", lyder det fra Mikael Kirkhoff Samsøe.

Suppler den målrettede indsats

Udover den målrettede indsats for udvalgte arter, er der en række tiltag, som stort set alt vildt vil have glæde af.

"Ved at tage de skæve hjørner ud af drift og lade dem indgå i MFO eller som blomsterbrak kan man gøre noget for mange arter. Det samme gælder hvis man laver de såkaldte fodposer – græsudlæg langs læhegn", lyder rådet fra Mikal Kirkhoff Samsøe.Samtidig påpeger han, at mange glemmer at vedligeholde læbælterne så de bliver tynde i bunden og så mister de deres værdi som skjulesteder for vildtet. Derfor bør beskæring af læbælter være en tilbagevendende opgave.

Bliv inspireret til mere

Du kan møde Mikael Kirkhoff Samsøe og Alexander Skovmand, der er skytte på Selsø Gods, og som vil fortælle om jagt og naturpleje på godset, når VKST sammen med deltidsudvalget i Gefion inviterer til inspirationsmøde den 9. maj hos VKST i Sorø. Det er gratis at deltage i arrangementet.

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.