Endelig tal for 2017: Så skidt gik det Arla

Arla klarede sig under sine egne mål i 2017 i forhold til konkurrenterne. Formand Jan Toft Nørgaard ønsker ikke at fortælle, om det får betydning for bonusser til ledelsen.

Målet om at betale tre til fem procent bedre end en gruppe af konkurrenter blev langt fra nået i 2017 for Arla.

Tværtimod endte resultatet ifølge mejeriets egne tal i den såkaldte ’peer group indeks’ på ’lige omkring 100’. Det oplyser mejeriselskabet nu, næsten et halvt år forsinket i forhold til den normale rapportering i maj.

»Peer Group Indekset for 2017 var lige omkring 100. Det afspejler et år, hvor Arla Foods blandt andet er blevet påvirket af et svagt britisk pund«, skriver Arla.

Mejeriet oplyser ikke de nøjagtige konkurrenter, der indgår, men har tidligere fortalt, at det omfatter omkring 80 procent af den samlede indvejning af mælk i Nordeuropa.

»Vi er håbløst bagefter«

Kjartan Poulsen, formand i LDM, foreningen af mælkeproducenter, er ikke overrasket over, at Arla ikke nåede sit mål om at ligge i indeks 103 til 105.

»Det var vi jo advaret om, og når de siger lige omkring 100, så er det nok 95, de mener. Og vi har jo kunnet se, at vi var håbløst bagefter dem, vi sammenligner os med«, siger han.

»Men det er ikke et tal, jeg kan bruge til ret meget, for vi ved ikke, hvad det nøjagtig er, de sammenligner. Og så bliver det hurtigt æbler og pærer«, konstaterer formanden.

Afgør bonus til ledelse

Ifølge Arlas årsrapport anvendes Peer Group blandt andet, når bestyrelsen afgør størrelsen på bonusser til ledelsen af selskabet. Her indgår peer indekset i en såkladt langsigtet treårig variabel incitamentsordning for ’et lille antal direktører og topledere’.

LandbrugsAvisen ville gerne have spurgt formand for Arla, Jan Toft Nørgaard, om resultaterne for 2017 får betydning for størrelsen på disse chefers bonus - og hvordan han er tilfreds med resultaterne i det hele taget. Men han ønsker ikke at kommentere på Peer Group ud over den følgende tekst udsendt af Arla:

»Indtil videre ser vi i 2018 en vækst i Peer Group Indekset delvist som et resultat af vores transformationsprogram Calcium, der nu begynder at vise resultater, og det er vores klare ambition at komme tilbage til tidligere niveauer frem mod 2020/2021«.

I 2017 udgjorde de langfristede variable løndele 1,5 mio. kr. ud af den samlede løn til direktionen på 24,5 mio. kr.

Faktaboks

Arlas peer group

  • Måler afregningen fra Arla op mod de største konkurrenter.
  • Målingen omfatter 80 procent af indvejningen i Nordeuropa.
  • Bestyrelsens mål er, at Arla skal ligge i indeks 103-105.
  • 2017 endte på ca. 100.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle