Endnu en gang: Stabil kørsel på mælkeprisen fra Arla

Trods volatile markeder ligger Arlas mælkepris fast - nu for niende måned i træk, melder mejeriselskabet.

Siden januar har mælkeprisen ligget stabilt - grænsende til fastligger-status.

Og sådan bliver det også i september, melder Arla i sin månedlige prisberetning til andelshaverne.

Kun valutakursernes indvirkning med få ører op og ned har påvirket mælkeprisen, mens selve råvareværdien har været stabil. Det betyder, at de danske mælkeproducenter i september vil få 249,3 øre/kg - forudsat, at man både deltager i Arlagården+ og fodrer Non-GMO.

Det sidste gør kun de færreste danske mælkeproducenter, hvilket betyder, at flertallet vil få 241,8 ind på kontoen per kilo mælk - hvis de altså har mælken afregnet til førsteklasses kvalitet.

"Den europæiske mælkeproduktion faldt en anelse i juni på grund af dårligt vejr, og var 0,5 % mindre end sidste år, hvilket betyder at produktionen år til dato kun er 0,2 % større end sidste år.  Det forventes, at juli bliver tilsvarende påvirket", skriver Arla, der fortæller, at der fortsat er "flad til let faldende" udvikling i mælkeproduktionen selv om New Zeland startede sin sæson med en 14 procent stigning i produktionen i juni i forhold til sidste års samme måned.

"Australien, Argentina og andre større eksportører producerer dog stadig mindre end i 2018, og der vil således fortsat være pres på udbudssiden", lyder det.

Ostemarked er stille

"Det europæiske ostemarked er fortsat relativt stille og priserne ligger stabilt. Priserne på mozzarella begynder at bløde op, efterhånden som der kommer mere volumen på grund af øget kapacitet. Afkastet er dog stadig større end for gul ost", skriver Arla, der netop selv har investeret markant i øget kapacitet på mozzarella de seneste år.

"Smørlagrene er i øjeblikket fyldte som følge af lidt større produktion og lavere efterspørgsel på grund af høje priser i 2017 og 2018, hvilket har medført yderligere prisfald i løbet af sommermånederne. Nu hvor de fleste europæiske aftagere allerede har fået dækket deres behov for 2019, kan prisfaldet meget vel få dem til at se frem mod deres behov for 2020. Den kortsigtede efterspørgsel gælder overvejende eksporten uden for EU på grund af konkurrencedygtigheden af de europæiske priser på de globale markeder".

Handelskrig presser i USA

"SMP-priserne (skummetmælkspulver,red.) udvikler sig fortsat positivt, men der er et vist pres på de globale priser, idet SMP, fremstillet i USA, begynder at blive solgt til nedsat pris for at rydde lagrene som følge af presset fra ”handelskrigen” med Kina", skriver Arla og tilføjer:

"Der er fortsat stor efterspørgsel efter produkter fra New Zealand og Europa. WMP-priserne gik lidt tilbage som følge af den gode start på mælkesæsonen i NZ (+14 % i juni), hvilket skabte forventninger om et øget udbud i de kommende måneder.  Devalueringen af den kinesiske CNY har også skabt bekymring om import til Kina, idet WMP så bliver forholdsmæssigt dyrere der.

Valutaer: Britiske pund presset af "no deal"-scenarie

Arla beretter også om udviklingen på valutasiden:

"USD er blevet styrket mod andre valutaer i den sidste måned på baggrund af stærke økonomiske indikatorer, herunder et bedre GDP end forventet for 2. kvartal, hvor USA bibeholdt momentum trods en aftagende global økonomi. Til trods for at den amerikanske centralbank, for første gang i 10 år, sænkede renten, var dette kun med beskedne 0,25 procentpoint, og der synes ikke at være udsigt til yderligere økonomiske lempelser. Den øgede frygt for en aftagende global økonomi er en fordel for USD, idet investorerne flytter til mere sikre aktiver".

"EUR kæmper med økonomiske tal, der peger i forskellige retninger. Generelt steg GDP i Eurozonen i 2. kvartal 2019 med 0,3 %. Nedgangen i GDP i 2. kvartal i Tyskland på 0,1 %, som følge af den globale usikkerhed og effekten af handelskrigen mellem USA og Kina, har dog skabt bekymring om, hvorvidt Eurozonens største økonomi står over for vanskeligheder. Dette har sat EUR under pres".

"GBP faldt til et nyt lavpunkt som følge af en kombination af dårlige økonomiske, data og øget frygt for både sandsynligheden for og konsekvenserne af et "no-deal Brexit"".

Se noteringerne på mælk her.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle