Endnu en grøn organisation kritiserer Danish Crown-kampagne

Endnu en grøn organisation varsler nu, at de vil tage skridt mod Danish Crowns kampagne om Klimakontrolleret gris.

Denne gang er det Greenpeace, der melder, at de vil klage over markedsføringskampagnen, som de opfatter som "greenwashing", altså at Danish Crown pynter sig med grønnere fjer end loven tillader. Det skriver Børsen.

“Det er meget problematisk, at de kalder kødet klimakontrolleret og sætter en mærkningsordning på, der ligner en officiel ordning, og at produktet har en klimafordel i forhold til andre. Så er det vildledning af forbrugerne", udtaler Kristine Modvig Clement, der er kampagneleder for landbrug og skov i Greenpeace. Hun mener, at sagen skal føre til en bøde, der vil være afskrækkende for både Danish Crown og andre virksomheder.

Hvor de tre organisationer, der i weekenden varslede en kommende retssag, samt påbegyndte indsamlingen af 200.000 kroner til netop dette formål mod Danish Crown,  altså vil mødes med slagteriselskabet ved de danske domstolene, vil Greenpeace i stedet gå til forbrugerombudsmanden.

Danish Crown afviser indrømmelser

Hvad der får organisationerne til at handle netop den samme uge, mod en kampagne, der har kørt i offentligheden siden august sidste år, fremgår ikke.

Danish Crown afviste mandag anklagerne om greenwashing og afviste, at man ville følge de tre organisationers krav om at trække kampagnen om den klimakontrollerede gris tilbage.

"Vi er helt klart af den opfattelse, at vores Klimakontrollerede gris ikke er i strid med nogen markedsføringslov. Vi vildleder ikke. Klimakontrolleret gris hviler på det program, som samtlige 1600 griseproducenter har stemplet ind i, med at vi skal reducere vores co2-aftryk med 50 pct. inden 2030. Klimakontrolleret gris er et underbygget program, som jeg mener, at vi gør det rigtige i forhold til", udtalte Astrid Gade Nielsen, kommunikationsdirektør i Danish Crown til Landbrugsavisen.dk.

Ifølge Børsen gælder Danish Crowns afvisning af kritikken også klagepunkterne fra Greenpeace.

Forbrugerombudsmanden oplyser ifølge Børsen, at der i forvejen er indgivet to andre klager mod kampagnen fra Danish Crown.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle