Endnu et år med efterafgrøde-farce

Af Søren Søndergaard , formand Landbrug og Fødevarer

Vi er i gang med en høst, der mange steder i landet er i den vanskelige ende. Den rekordvåde juli har sat sine spor. Meget korn er ikke klar til høst.

Men høstes skal der jo alligevel, for søndag 20. august er sidste frist for at så efterafgrøder. Det betyder høst af umodent korn, og korn, der nok er modent, men som er så vådt, at det burde stå nogle dage mere og tørre. Det kan man så bruge energi på at tørre. Alt imens vi sår efterafgrøder, som kan få svært ved at få fat i den våde jord.

Jeg har næsten ikke andre ord for det end ’farce’.

Situationen er jo desværre ikke ny. Vi oplever mange år problemer i forhold til have en ordentlig proces med at høste på det rigtige tidspunkt og få sået efterafgrøder inden 20. august.

Der er brug for at give landmanden frihed. Vi ser, at et ’tvunget’ afgrødevalg med vårsæd giver de mest håbløse resultater, det er ikke robust nok, mens vintersæden trods det ekstreme vejr faktisk kan klare sig hæderligt.

Der er grund til, at politikerne tager et opgør med hele fokuseringen på efterafgrøder og de faste datoer. Det er en møllesten om halsen på landmændene og et udtryk for en gammeldags og alt for snæver tilgang til, hvordan vi kan tilbageholde næringsstoffer fra markerne.

Vi deler vores klare holdning med politikerne hele tiden. Jeg er glad for, at landbrugs- og fødevareministeren anerkender problemet og til DR siger, at politikerne skal ”stille nogle regler op, som rent faktisk kan bruges ude i den virkelige verden.”

Vi skal væk fra kun at se på efterafgrøder og kvotereduktion og i stedet se på det reelle tab af næringsstoffer. Vi skal have adgang til langt flere virkemidler, så den enkelte landmand kan gøre den nødvendige miljøindsats på den måde, der fungerer bedst på vedkommendes bedrift.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle