Endnu flere døde vildsvin fundet på Ærø

Over et par uger er en hel flok vildsvin højest usædvanligt fundet døde på Ærøs kyster. Myndigheder fortsætter normal bortskaffelses-procedure.

Endnu en mængde vildsvin er fundet døde på strandene på Ærø. Det bringer det samlede antal af dødfundne vildsvin op på 11 - væsentlig flere end de tidligere rapporterede 5 dyr.

Det fortæller chefkonsulent i Fødevarestyrelsen Stig Mellergaard til landbrugsavisen.dk.

"Der kom en mere i sidste uge, så nu er vi oppe på 11 i alt", fortæller han.

Den seneste er - lige som de tidligere - hentet af styrelsens medarbejdere og sendt til omgående destruktion.

Stig Mellergaard håber og tror, at det nu er slut med at finde svinekadavere i det sydfynske øhav.

"Der burde ikke komme flere. Nu er der gået så lang tid, men man kan aldrig sige aldrig", konstaterer han og påpeger at situationen er højest usædvanlig.

"Vi har aldrig været ude for det før. Normalt har der højest været 2 om året. Og nogle gange har der ikke været et eneste i flere år", siger han.

Der er blevet spekuleret en del i medierne om, hvor dyrene kan komme fra og hvorfor de er havnet netop på Ærø alle sammen. Stig Mellergaard peger fortsat på samme forklaring:

"Vi mener, at der er tale om en flok vildsvin, måske fra Nordtyskland. Netop i Nordtyskland er der en række småøer ud for kysten, og mine tyske kolleger siger, at der kan være store flokke på de øer. Typisk færdes vildsvin sammen i grupper på 10-15 stykker og fouragerer. De kan så være grebet af strømmen, da de var ude at svømme. Når de skyller op samme sted, er de sandsynligvis døde samme sted", mener han.

tester fortsat ikke for svinepest

Efter den første række fund af døde dyr, blev styrelsen udsat for kritik fra Danmarks Naturfredningsforening, fordi man ikke tester vildsvinene for svinepest (ASF).

Men styrelsen kommer heller ikke i fremtiden til at undersøge dyr, man ikke er sikker på, er danske, forklarer Stig Mellergaard.

"Den kritik har vi taget ad notam, men vi har ikke tænkt os at ændre procedure. Jeg var forleden til møde i kommisionsregi i EU. Og her var der fra Kommissionens og de øvrige medlemslandes side fuld forståelse for vores tilgang om ikke at undersøge dyr, hvis man ikke vidste, hvor dyrene kom fra. Når vi ikke ved, hvor dyrene kommer fra, vil vi ikke kunne bruge resultaterne til noget. Så vil det være spild af vores penge og laboratoriets tid", konstaterer chefkonsulenten

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle