Energirådgiver i landbruget: Jeg er kommet det helt rigtige sted hen

Rasmus Bardino Bredgaard er ny i fødevareklyngen som energirådgiver, hvor han ser frem til at ændre landmændenes energiforbrug.

"Man skal være 'vaks ved havelågen' og 'klar i spyttet' for at bruge et par gode danske udtryk, når man omgås de driftige landmænd i det nordjyske."

Sådan forklarer Rasmus Bardino Bredgaard om sit nye job som energirådgiver i LandboNords miljørådgivning. Her skal han varetage de opgaver, som resulterer i en energibesparelse for landmanden.

Rasmus Bardino Bredgaard har ikke tidligere arbejdet inden for landbrug, og han er dermed et godt eksempel på én af personerne bag de arbejdspladser i fødevareklyngen, som politikerne taler om i valgkampen. I en interviewserie kommer vi nærmere på, hvem de er.

”Denne ansættelse er min første ansættelse i fødevareklyngen, så det er helt nyt for mig. Jeg har tidligere haft nogle få opgaver inden for fødevareklyngen, uden rigtig at vide det. Jeg kan dog sige, at jeg er kommet det helt rigtige sted hen, for hér er der virkelig noget at tage fat på,” siger Rasmus Bardino Bredgaard.

Som energirådgiver består arbejdsopgaverne eksempelvis i rådgivning til udskiftning af ældre oliefyr til nye halmfyr, isolering af uisolerede varmerør, konvertering fra almindelige lysstofrør til LED, køb af nye og mere effektive maskiner m.m.

"I alle tilfælde skal der udarbejdes en omfattende og fyldestgørende dokumentation, så vi kan hente et energitilskud hjem for kunden," forklarer Rasmus Bardino Bredgaard.

Stort potentiale for energibesparelser

Gennem sine opgaver har Rasmus Bardino Bredgaard erfaret, at der er et enormt behov for rent faktisk at nå ud til landmændene og oplyse dem om deres unødvendige høje energiforbrug.

"Potentialet for energibesparelser er helt sikkert til stede, men der er ikke nogen, der når ud på bedrifterne med budskabet, hvilket er en skam. Det vil jeg gerne være med til at ændre, og netop derfor vil jeg gerne arbejde med landbruget," siger han og fortsætter:

"Nu er jeg stadig ret ny i feltet, men har allerede erfaret, at der er travlt i det danske landbrug. Jeg kommer nok til at møde en lang række udfordringer på sigt, men udfordringer er kun til for at gøre os stærkere. Så det vil jeg se frem til."

Med hensyn til valget, har Rasmus Bardino Bredgaard også gjort sig nogle tanker:

"Jeg er spændt på udfaldet som de fleste andre, da det jo kan få stor betydning for mit arbejde. Dog forholder jeg mig neutralt til tingene i mit arbejde," afslutter han.

Rasmus Bardino Bredgaard er uddannet energiteknolog og kommer fra en stilling som energirådgiver og elektriker ved El & Energi i Aalborg. Han er 29 år og bosat i Vestbjerg.

Faktaboks

Interviewserie: Jobs i fødevareklyngen

Lige nu er der valgkamp. Et af emnerne, der debatteres, er arbejdspladser i fødevareklyngen. Men hvem er de mennesker, der er bag de mange arbejdspladser? Landbrugsavisen.dk bringer hver dag et interview med en, der for nyligt har fået job i fødevareklyngen.

Har du forslag til interview-emner? Skriv til net@landbrugsmedierne.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle