Energistyrelsen giver første tilladelse til CO2-lagringsprojekt i Danmark

Energistyrelsen har givet tilladelse til injektion og lagring af op til 15.000 ton CO2 i det tidligere oliefelt Nini West i Norsøen over en fire måneders periode.

Tilladelsen markerer en vigtig, dansk milepæl, da det er første gang, der bliver givet tilladelse til injektion og lagring af CO2 i den danske undergrund.

Sådan lyder det fra Energistyrelsen i en pressemeddelelse tirsdag morgen, hvor tilladelsen er udstedt.

Konkret har Energistyrelsen givet tilladelse til Greensands pilotprojekt, der er en tids- og mængdebegrænset injektion og lagring af op til 15.000 ton CO2 i af CO2 i den danske undergrund.

Lagringen skal ske i det tidligere oliefelt Nini West i Norsøen.

Tilladelsen gælder i en fire måneders periode, og er officelt udstedt til de to olie- og gasselskaber INEOS E&P og Wintershall Dea.

INEOS E&P og Wintershall Dea ansøgte 30. august 2022 Energistyrelsen om tilladelse til geologisk lagring af CO2 med henblik på at teste, udvikle og demonstrere, at der kan lagres CO2 i Nordsøen.

Projektet går ud på, at der pumpes CO2 ned i et sandstensreservoir cirka 1800 meter under havoverfladen. Sandstensreservoiret ligger under en række skiferlag, der fungerer som et låg, så her vil CO2'en blive fanget i de porøse sandstens hulrum.

- Det er første gang, der bliver givet tilladelse til et CO2-lagringsprojekt i Danmark. Greensands pilotprojekt er derfor et vigtigt skridt i forhold til at udvikle metoderne og teknologien til omkostningseffektiv samt miljø- og sikkerhedsmæssig forsvarlig CO2-lagring i Danmark, udtaler Henrik Sulsbrück, Kontorchef i Energistyrelsen i meddelelsen.

Project Greensand bliver støttet gennem Innovationsfonden EUDP med 197 millioner kroner - et historisk højt offentligt tilskud, ifølge Anne Grete Holmsgaard, formand for EUDP's bestyrelse.

/kold

Faktaboks

Hvad indeholder tilladelsen?

  • Konkret giver tilladelsen lov til, at der i Project Greensands pilotfase kan injiceres op til 15.000 ton CO2. Tilladelsen gælder i en periode på fire måneder og udløber 1. april 2023.
  • Project Greensands pilotfase indebærer, at der pumpes CO2 ned i et sandstensreservoir ca. 1800 m under havoverfladen. Sandstensreservoiret ligger under en række skiferlag, der fungerer som et låg, så her vil CO2'en blive fanget i de porøse sandstens hulrum.
  • Som led i Energistyrelsens behandling af ansøgningen er der gennemført en væsentlighedsvurdering af, hvorvidt pilotprojektet, og herunder sejlads, brøndarbejde og injektion, vil medføre væsentlige negative påvirkninger af det omkringliggende miljø. Det er Energistyrelsens vurdering, at ansøger har leveret tilstrækkelig dokumentation for, at projektet ikke vil medføre væsentlige negative påvirkninger af beskyttede områder ("Natura 2000-områder"), beskyttede arter ("bilag IV arter") og deres habitater ("yngle- og rasteområder").
  • Projektet er EUDP-støttet
  • Med aftale om En køreplan for fangst, transport og lagring af COâ?? af 14. december 2021 besluttede en bred kreds af folketingets partier, at der skulle være adgang til at kunne søge tilladelse til pilot- og demoprojekter vedr. lagring af COâ?? i Nordsøen fra 1. juli 2022, såfremt det vurderes miljø og sikkerhedsmæssigt forsvarligt.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle