Enhedslisten har ingen specifik plan for, hvordan husdyrproduktion skal halveres

Står det til Enhedslisten skal husdyrproduktionen i Danmark hen over de næste lidt mere end syv år halveres, lyder det i nyt klimaudspil fra partiet. Partiets politiske ordfør Mai Villadsen kan dog ikke sige noget om, hvordan halveringen konkret skal foregå.

Enhedslisten har tirsdag i forbindelse med sit sommergruppemøde præsenteret et nyt klimaudspil. 

Og her tager partiet hårdt fat i landbruget, og særligt den del, der har med husdyr at gøre. 

Ifølge Enhedslisten er landbruget den helt centrale sektor at tage fat på, når det kommer til at finde reduktioner af klimagasser i fremtiden. Står det til venstrefløjspartiet, så skal der frem mod 2030 være halvt så mange husdyr i landbruget end i dag.

Når det kommer til kvæg og svin, som er det Enhedslisten har særlig fokus på i sit udspil, så er der i dag cirka 1,5 millioner kvæg og over 13 millioner grise her i landet ifølge Danmarks Statistik.

På et pressemøde i forbindelse med sit sommergruppemøde tirsdag kunne partiet dog ikke komme nærmere ind på, hvordan de mener, at halveringen af husdyrproduktionen skal foregå. Altså om partiet for eksempel mener, at det både er kvæg og grise, som skal halveres frem mod 2030 eller om partiet mener, at der skal være en anden fordeling, hvor den ene husdyrproduktionsform skal stå mere for skud end den anden.

- Vi har ikke lavet nogle specifikke måltal. Det er fordi, at begge produktioner (både kvæg og grise, red.) er udfordringer, mener vi, for vores land, sagde Mai Villadsen, politisk ordfører for Enhedslisten på pressemødet.

Høje afgifter, kvoter og milliardfond

Partiet taler i sit udspil for en høj ensartet CO2-afgift på landbruget. Enhedslisten taler for at afsøge mulighederne for at omlægge landbrugsstøtten, så svine- og kvægproduktion altså får mindre, og de støttemidler skal i stedet  gå over mod planteproteiner og omlægning af jorde. Partiet vil se på muligheden for et kvotesystem for svine- og kvægproduktion.

Enhedslisten vil oprette en klimalandbrugsfond på 37 milliarder kroner, som skal opkøbe konkursramte landbrug, som partiet ellers frygter falder i hænderne på udenlandske kapitalfonde.  Den fond skal også tilbyde kompensation til landmænd, der ønsker at nedlægge deres svine- og kvægproduktion.

Enhedslisten oplyser, at deres udspil er fuldt finansieret. Adspurgt på pressemødet af en af de fremmødte journalister om Enhedslisten har taget højde for det eksportab, som det vil give, hvis man for eksempel halverer den danske griseproduktion, lød det lettere uklart fra Mai Villadsen:

- Ja, vi har taget højde for at selvfølgelig er eksporten en del af vores BNP, men økonomien i dansk landbrug er faktisk relativt lille set i forhold til Danmarks samlede eksporter og indtægter, sagde Mai Villadsen om eksporten af grisekød, som ifølge Landbrug & Fødevarer i 2021 havde en værdi på 33 milliarder kroner.

En myte

Under pressemødet blev det fra Enhedslisten kaldt en myte, at produktionen flytter til udlandet, når man pålægger landbruget krav om CO2-reduktioner. Det skete med henvisning til beregninger fra de miljøøkonomiske vismænd, der i efteråret 2019 nedjusterede sine egne beregninger på, hvor meget CO2-udledningen stiger tilsvarende i udlandet, hvis man reducerer udledningen af CO2 i dansk landbrug.

Fra Mai Villadsen blev der dog under pressemødet ikke lagt skjul på, at med partiets forslag, så er der mennesker, der kommer til at miste deres arbejde.

- Vi har taget højde for spørgsmålet om arbejdskraft i det her udspil. Det er helt rigtigt, at skal man producere anderledes, så bliver arbejdspladserne også anderledes. Vi foreslår ikke en omstilling fra imorgen, men en der løber frem mod 2030. Derfor har vi også sat penge af til omskoling og jobrotation for de medarbejdere, siger Mai Villadsen, der forestiller sig, at de medarbejdere fremover kan arbejde med at producere "andre grønne fødevarer".

Skadeligt udspil

Ikke overraskende så får udspillet hårde ord med på vejen fra blå blok. Venstres landbrugsordfører, Erling Bonnesen, kalder udspillet fra Enhedslistens udspil for direkte skadeligt for hele Danmark.

- Det slår landbruget ihjel, og vil koste i tusindvis af arbejdspladser. Det vil koste på velfærden, da der kommer færre kroner i kassen, siger han

Han mener, at Enhedslisten kommer til at tage hele udviklingskraften ud af landbruget, hvis man halverer husdyrproduktionen.

Han finder det samtidig mærkværdigt, at Enhedslisten kommer med sit vidtrækkende udspil så kort tid efter den brede landbrugsaftale, som Enhedslisten er en del af, fra efteråret sidste år. En aftale hvor man netop adresserer grøn omstilling af landbruget frem mod 2030, og hvor der også er fokus på udvikling af den plantebaseret del af landbruget.

- Enhedslistens forslag kører jo helt på tværs af, hvad vi har aftalt i landbrugsaftalen, siger Erling Bonnesen.

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle