Enhedslisten kræver millioner til økologi på finansloven

Det er vigtigt at udbrede økologi mere i Danmark, siger Enhedslisten, som går efter at få afsat 70 millioner kroner om året til økologi de næste fire år.

Enhedslisten vil have mere tempo på udbredelsen af økologi i Danmark. 

Partiet mener, at det allerede skal afspejles i finansloven for 2021, som i øjeblikket er ved at blive forhandlet på Christiansborg. Det skriver Altinget.

"Økologi kan sikre rent drikkevand, natur uden pesticider og pesticidfrie fødevarer. Og så bliver dyrevelfærden prioriteret meget højere end i det konventionelle landbrug. Så det er vigtigt at få prioriteret", siger fødevareordfører Søren Egge Rasmussen (EL) til Altinget.

Enhedslisten går efter at få afsat 70 millioner kroner om året til økologi de næste fire år. Pengene skal blandt andet gå til mere økologi i offentlige køkkener. Ifølge partiet er det et "vigtigt krav til forhandlingerne om næste års finanslov".

I forståelsespapiret, der blev underskrevet af Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre og Enhedslisten, og som danner grundlag for S-regeringen, fremgår det, at partierne ønsker at fordoble udbredelsen af økologi i samfundet frem mod 2030. 

Således er ambitionen, at både det økologiske areal, eksporten af økologi og danskernes forbrug af økologi fordobles, står der.

I dag udgør det økologiske areal ti procent af dansk landbrug.

"Regeringen er kommet med et meget fedtet finanslovsforslag, som slet ikke lever op til det, vi skrev om økologi i forståelsespapiret", siger Søren Egge Rasmussen.

SF bakker op om forslaget fra Enhedslisten. Partiet siger dog, at økologi ikke er blandt partiets hovedkrav til dette års finanslovsforhandlinger.

Socialdemokratiet fødevareordfører, Anders Kronborg, siger, at regeringen godt er klar over, at Enhedslisten går efter at forbedre finansloven på det her område. 

"Vi må have en god og saglig drøftelse af, om der kan blive plads til økologi inden for den økonomiske ramme". 

"Men det er klart, at vi jo lytter til vores støttepartier. Og Socialdemokratiet er jo ikke bange for økologi. Vi har stærke visioner på det område frem til 2030", siger Anders Kronborg til Altinget.


/ritzau/

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle