Utrygheden ved ulven eksisterer også i mange andre EU-lande.
I JydskeVestkysten kunne man for nylig læse, at frivillige syd- og sønderjyder hjælper forskerne med at kortlægge ulvenes gøren og laden ved hjælp af fodspor, vildtkameraer, ekskrementer og DNA.
Alt sammen meget prisværdigt og nyttigt, da et lignende team på sigt også kunne danne grundlag for et ’meldekorps’ af frivillige med henblik på at finde ud af, hvor mange ulve der er, hvilke skader de foruretter, og hvor ulvene kan indfanges.
En løsning på ulveproblemet, som de fleste burde kunne blive enige om, ville nemlig være at indfange de store rovdyr og måske have dem i særlige parker eller lignende?
Jeg er nemlig af den mening, at ulvene ikke hører hjemme i et tæt befolket kulturlandskab som det danske, hvor vi har set store skader hos især fåreavlerne, hvor rovdyrene har gjort det meget svært for nogle at forsætte med deres erhverv.
Vi har alle set lam, der er flænset i en blodrus, med tarme revet ud af kroppen, og ben, der er kappet over som med en grensaks.
Men ulvene giver også en grundlæggende utryghed, der eksempelvis får nogle børnefamilier til at afholde sig fra at gå i naturen. Det skal vi da ikke bare acceptere?
Og det er langtfra kun i Danmark, vi har diskussionen om det fornuftige i at genintroducere ulven i det moderne landskab. Det er heller ikke kun her i landet, vi har set eksempler på, at ulvens tilbagekomst giver problemer. I mange andre EU-lande har man også fået utrygheden tæt ind på kroppen, eksempelvis i Tyskland, hvor man i en by i Niedersachsen er begyndt at give pædagogerne peberspray med på tur – bare for en sikkerheds skyld. Men sådan skal man da ikke leve? Bør enhver ikke kunne færdes frit?
Ud fra den betragtning kan man sagtens argumentere for, at enhver ulv, der skaber utryghed, er en problemulv.
