Erhvervsrettede jordfordelinger er nu i høring

Ordningen for erhvervsrettet jordfordeling, der har til formål at skabe bedre driftsenheder for de enkelte landbrugsejendomme, er nu sendt i høring.

Første juli 2019 åbner Landbrugsstyrelsens nye ordning for erhvervsrettede jordfordelinger, som er et tiltag under Regeringen, Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Dansk Folkepartis hjælpepakke i forbindelse med tørken sidste sommer.

"Det er allerede nu en god idé at finde sammen med andre interesserede, hvis du overvejer at indgå i en frivillig jordfordeling. Bekendtgørelsen er sendt i høring med frist 19. maj 2019", skriver Landbrugsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Landbrugsstyrelsen forventer, at du kan søge om tilsagn til tilskud til erhvervsrettede jordfordelinger fra 1. juli til den 31. oktober 2019.

Ordningen yder tilskud til lodsejere, der deltager i en jordfordeling, som har til formål at skabe bedre arronderede landbrugsejendomme. Det vil sige, at den enkelte landmand vil kunne opnå forbedring af sin driftsenhed ved at byttet sig til jord, som gør det muligt at sammenlægge arealer, så de bliver større og nemmere at håndtere med store maskiner.

Forbedringerne kan også ligge i, at landmanden får mindsket køreafstanden mellem driftsbygninger og omdriftsarealerne. Dermed vil lokalsamfundet opleve mindre kørsel på de offentlige veje med store og tunge landbrugsmaskiner samtidigt med, at udledning af CO2 reduceres. 

Styrelsen sender en nyhed ud, når du kan læse den færdige bekendtgørelse og vejledning om jordfordelingsordningen, så du kan planlægge din ansøgning.

Hvad indeholder ordningen?

Ordningen for Erhvervsrettet Jordfordeling er en del af den hjælpepakke til landbruget (Tørkepakken), som blev aftalt mellem Regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre i september 2018.

Ved aftalen blev der givet en tillægsbevilling på 10 mio kr., og der skal være givet tilsagn til tilskud til denne type jordfordelinger i 2019.

Landbrugsstyrelsen forventer, at tilskuddene bliver udbetalt i 2020 eller senere afhængig af, hvor hurtigt de enkelte projekter bliver gennemført

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle