Erik Larsen om grænsevask: Vi bliver ved bordet, til vi har en løsning

Landbrug & Fødevarer reagerer på "dramatisk pressemeddelelse" fra Danske Svineproducenter.

"Lad os nu stå sammen og finde den bedst mulige løsning for alle svineproducenter", lyder reaktionen fra L&F Svineproduktion i kølvandet på dagens pressemeddelelse fra Danske Svineproducenter.

Truslen fra afrikansk svinepest har aldrig været større, og der er ingen tvivl om, at indsatsen ved vaskehallerne er helt afgørende for erhvervet. Derfor kan vaskehallerne – og finansieringen af samme – heller ikke sættes på hold, mens man forsøger at finde en den rigtige betalingsmodel, lyder det i en pressemeddelelse  fra L&F Svineproduktion.

Og den proces er i gang, meddeler L&F Svineproduktion, hvor formanden Erik Larsen er overrasket over »den dramatiske« pressemeddelelse fra Danske Svineproducenter.

"Vi er mildest talt forundrede. Jeg kan ikke genkende det, de skriver, og hvad er formålet? Jeg troede, vi var i gang med en konstruktiv dialog og proces. Vi vil ikke beskyldes for at ’skrotte en historisk chance for enighed’ som landsforeningen skriver. Der er intet vi hellere vil end at finde et holdbart og rimeligt kompromis. Men enighed kan vel aldrig være defineret således, at den ene part bare skal give sig hundrede procent", siger Erik Larsen.

Han understreger, at den nuværende ordning er midlertidig, da der er fuld enighed om, at finansieringen ikke skal komme fra genafgifterne, da det ikke skal afhænge af genetikforsyningsselskab, hvorvidt man bidrager.

Erik Larsen fortæller, at der lige nu er flere modeller på bordet:

  • 1. Alle skal betale lige meget til vaskehallerne – uanset om de eksporterer grise eller ej: Landsforeningen har foreslået en model, hvor alle betaler ca. 20 kroner per so opkrævet gennem KS-stationerne.
  • 2. Ren brugerbetaling: Alle, der eksporterer grise, betaler 1,40 kroner per eksporteret gris.
  • 3. En kombination af ovenstående: LFS har foreslået et kompromis, hvor dele opkræves via KS kombineret med en lavere brugerbetaling per eksporteret gris.

"Vi kan langt hen af vejen tilslutte os ideen fra landsforeningen med opkrævning via KS, men vi mener ikke, det er fair, hvis det skal udgøre hele finansieringen. Vi forestiller os derfor et kompromis, hvor vi kombinerer de to modeller", siger Erik Larsen og fortsætter:

"Det vigtigste er, at vi fortsætter indsatsen ved vaskehallerne og sideløbende samarbejder om at finde den bedst mulige løsning for alle svineproducenter. Det er ikke den nemmeste opgave, men det er uhyre vigtigt. Det her er alt for vigtigt til at drukne i mudderkastning".

For at komme videre i processen har L&F Svineproduktion taget initiativ til et nyt møde i januar med Danske Svineproducenter og Danske Svineslagterier, hvor man forhåbentlig kan nærme sig en aftale.

"Det sidste, vi har hørt, er netop, at landsforeningen gerne vil komme og fortsætte dialogen. Det skriver de også i deres pressemeddelelse. Så jeg begriber simpelthen ikke deres behov for at udsende en pressemeddelelse, hvor de på denne side giver udtryk for, at det er urimeligt, når vi ikke bare følger deres linje – og på den side takker ja til invitation om et nyt møde. Men det må de om. Det vigtigste er, at vi kommer videre. Vi har i hvert fald ikke tænkt os at forlade forhandlingsbordet, før vi har en løsning", afslutter Erik Larsen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle