Esben Lunde afviser beskyldninger fra S om aftalebrud

Der var ingen aftale med Socialdemokratiet. Sådan er de politiske spilleregler, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) afviser, at han er løbet fra en aftale om målrettet regulering med Socialdemokratiets miljø- og fødevareordfører Simon Kollerup.

Han vil dog ikke kommentere på, om de to før jul - som Simon Kollerup hævder - gav hinanden fysisk håndslag på, at flere partier skulle have mulighed for at tilslutte sig aftalen - uden at blive forligspartier.

To streger under

»Det er helt ligetil: Der er ikke nogen aftale, før der er sat to streger under. Uanset hvad, der måtte være gået forud. Sådan er de politiske spilleregler, og det ved Simon Kollerup godt«, siger Esben Lunde Larsen.

»Regeringen har indgået en aftale med Dansk Folkeparti, og vi ville gerne have haft Socialdemokratiet med. Men de havde nogle krav, som vi ikke kunne honorere. Derfor kom de ikke med.«

Regeringen leverer

Esben Lunde Larsen er under alle omstændigheder rigtig godt tilfreds med den aftale, der nu foreligger.

»Det er en fantastisk god aftale, som giver en helt ny retning for miljøreguleringen af landbruget, sådan som det har været efterspurgt i mange år. Det leverer vi på - og det er jeg meget glad for!«

Ros fra L&F

I Landbrug & Fødevarer er der ros til aftalen, men også beklagelse over, at det ikke lykkedes at få en bred aftale.

»Det er ærgerligt, fordi danske landmænd har brug for sikkerhed om rammevilkårene. Landbrug & Fødevarer opfordrer til, at der igen søges en bred aftale, når den målrettede regulering næste gang skal udvikles videre,« siger Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer.

Den nye aftale om målrettet regulering er en konkret model for 2019.

Reguleringen i 2020 og 2021 kendes endnu ikke.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle