Esben Lunde: Jeg ser gerne en fordobling af svineproduktionen

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen besøgte i dag for første gang et af Danish Crowns slagterier.

Der var fokus på udvikling af landbruget og landbrugets virksomheder, da miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen besøgte Danish Crown, men frygten for, at afrikansk svinepest kan ramme Danmark, var også på dagsordenen.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) lagde ikke skjul på sin veneration for dansk landbrug og ikke mindst de produkter, der kommer ud af det, da Danish Crowns topdirektør Jais Valeur mandag tog imod på slagteriet i Horsens.

»Jeg ser jo gerne, at vi producerer dobbelt så mange grise i Danmark, hvis vi kan håndtere det både dyrevelfærdsmæssigt og miljømæssigt. Regeringen har sendt et klart signal om, at vi vil udvikle landbruget til præcisions-landbrug med en mindre miljøbelastning. Det gør vi både med teknologi og med den nye målrettede regulering, som vi lige har landet en aftale om i sidste uge«, sagde Esben Lunde Larsen efter besøget.

Det var første gang, Esben Lunde Larsen besøgte et af Danish Crowns slagterier, og han viste stor interesse for alle dele af produktionen.

»Det er jo et topmoderne slagteri, der er interessant at se både for effektiviteten, hele delen omkring arbejdsmiljø, miljøhåndtering og den brede produktportefølje, som gør det muligt for danske landmænd at sælge så meget, som vi gør«, sagde Esben Lunde Larsen og fortsatte:

»Det er altid en fornøjelse at få lov at vise - i det her tilfælde en minister - hvilken indsats, vores medarbejdere hver dag lægger i at gøre danske kvalitetsprodukter klar til vores kunder over hele verden. Samtidig giver det Danish Crown et indblik i, hvordan ministeren og politikere i mere bred forstand ser på de udfordringer og problemstillinger, der optager os lige nu«, sagde Jais Valeur.

Gennem det seneste halve år er frygten for, at afrikansk svinepest kan ramme Danmark steget markant. Bare et udbrud i Danmark vil sætte en stopper for næsten al eksport af grisekød. Derfor følger ministeren udviklingen tæt.

»Jeg er meget bekymret, og derfor har vi gennem flere måneder aktiveret det, vi kan fra ministeriets side, på det niveau vi er på nu. Det er sådan, at hvis krisen ikke står og banker på døren, så er der grænser for, hvor meget vi må gøre. Vi er i tæt dialog med både EU og de danske aktører, og vi kører hele tiden opfølgningsmøder i ministeriet for hele tiden at vide, hvor vi er, og hvad vi kan gøre«, sagde Esben Lunde Larsen.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle