Esben Lunde kaldes i samråd om resistens grundet sprøjtemidler

Der undersøges ikke, om brugen af pesticider kan føre til krydsresistens, når de bliver godkendt til brug.

Her til formiddag er Miljø- og Fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) sammen med Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) kaldt i samråd.

Her skal de to ministre forklare, hvordan de vil sikre sig, at godkendte sprøjtemidler til landbruget ikke i fremtiden risikerer, at blive årsag til livsfarlig resistens på landets sygehuse.

Det skriver DR.dk

"Jeg forventer, at både Miljøministeren og Sundhedsministeren tager det her enormt alvorligt. Vi kan se, der er godkendt sprøjtegift i Danmark, der risikerer at skabe en resistens, så vi ikke kan behandle mennesker med meget meget vigtig medicin", siger miljøordfører for Enhedslisten, Maria Reumert Gjerding.

Op til dagens samråd har Miljø- og Fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) forklaret, at der ikke bliver taget højde for, om sprøjtemidler kan udvikle krydsresistens, når de bliver godkendt.

Det vil sige, at man hverken på EU-plan eller i forbindelse med Miljøstyrelsens godkendelsesprocedurer undersøger, om brugen af pesticider kan føre til, at der opstår resistens, som kan overføres fra miljøet til mennesker.

"Det overrasker mig, at det ikke er en af de ting, man tjekker for, så det skal selvfølgelig ind i godkendelserne", siger Ida Auken, der er miljøordfører for Radikale Venstre til DR, mens Enhedslisten kalder det en fejl, at man ikke i dag tager højde for, om pesticider kan føre til resistens hos mennesker.

Esben Lunde Larsen mener ikke, at der er tilstrækkelig videnskabelig dokumentation for, at der er  sammenhæng mellem resistens i miljøet og resistens hos mennesker.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle