Et dialogmøde mellem vandværker og lodsejere skal sikre flere frivillige aftaler 

De midt- og østjyske landbrugsorganisationer og brancheforeningen Danske Vandværker inviterer torsdag i denne uge l til dialogmøde for vandværker og lodsejere. 

Indtil udgangen af 2022 er det muligt at indgå frivillige aftaler mellem lodsejere og vandværker om stop af sprøjtemidler i de boringsnære beskyttelsesområder (BNBO).  

På et møde torsdag 7. april i Viborg vil de midt- og østjyske landbrugsorganisationer og brancheforeningen Danske Vandværker forsøge at give deres bud på, hvordan man skaber holdbare BNBO-aftaler, som både lodsejere og vandværker kan se sig selv i. 

- Det er ikke nemt at finde en løsning, der passer til det enkelte BNBO-område, og som både lodsejer og vandværk kan se sig selv i, men det er ikke umuligt. Derfor vil jeg opfordre til, at alle søger dialogen, da det er det, vi kommer vi længst med, siger Christian Jensen, formand i Landboforeningen Kronjylland i en pressemeddelelse.

Susan Münster, direktør i Danske Vandværker, siger:

- Jeg er meget glad for, at lodsejere og vandværker har muligheden for at se hinanden i øjnene ved sådan et arrangement. Lige nu har vi et vindue til at indgå frivillige aftaler, som giver os indflydelse, men det vindue lukker i ved årets udgang.

Baggrunden for arrangementet er en aftale, som politikerne på Christiansborg indgik i 2019. Aftalen handler om at stoppe brug af sprøjtemidler i BNBO ved udgangen af 2022. BNBO er områder nær drikkevandsboringer, hvor man skal være særlig opmærksom på aktiviteter, der kan indebære en risiko for forurening af grundvandet. 

Er der ikke indgået frivillige aftaler inden 1. januar 2023, bliver der ifølge den politiske aftale indført et nationalt forbud mod brug af pesticider i BNBO'erne, der tilsammen skønnes at være placeret på cirka 9.000 hektar landbrugsjord fordelt over hele landet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle