Et hav af politianmeldelser har kun ført til én sigtelse mod rewilding-projekt

Østjyllands Politi har siden 2016 registreret i alt 47 sager, hvor borgere har anmeldt Molslaboratoriet til polititet vedrørende mistrivsel af dyrene, som indgår i rewilding-projekt. Én gang har det ført til, at politet har rejst sigtelse, hvilket endte i en bødesag.

I slutningen af april blev fire personer sigtet for hærværk efter, at de havde fodret heste i Molslaboratoriets rewildingprojekt. 

Her har heste og kvæg gået bag indhegning siden 2016, hvilket en gruppe dyreaktivister finder stærkt kritisabelt, da de ikke mener, at dyrene har nok mad. 

Politianmeldelsen mod dyreaktivisterne fik for tre uger siden den tidligere Dansk Folkeparti-politiker, og nuværende løsgænger i Folketinget, Karina Adsbøll til at stille et spørgsmål om, hvor mange gange, at Molslaboratoriet er blevet politianmeldt for mistrivsel af dyrene siden 2016, og hvor mange sigtelser, det har medført.

Svaret er nu kommet. Justitsminister Mattias Tesfaye (S) har henvendt sig til Østjyllands Politi, som kan oplyse, at siden projektets opstart i 2016, har man umiddelbart registreret i alt 47 sager vedrørende mistrivsel af dyrene, som indgår i rewilding-projektet. De mange politianmeldelser har ført til, at Østjyllands Politi sammen med embedsdyrlæger fra Fødevarestyrelsen på baggrund af de indgivne anmeldelser, har  foretaget en række tilsyn i området for at vurdere grundlaget for anmeldelsern

De tilsyn har ført til, at der er rejst én sigtelse mod Molslaboratoriet for overtrædelse af dyreværnsloven. Det skete i forbindelse med, at et GPS-halsbånd på en hest var gledet, hvilket medførte sår på hestens hals. Sagen blev afgjort med en bøde.

- Der er ved tilsynene ikke herudover fundet veterinærfagligt grundlag for at rejse yderligere sigtelser mod Molslaboratoriet, lyder det i svaret fra Mattias Tesfaye.

På Molslaboratoriet lever heste og kvæg vildt inden for en indhegning på 120 hektar.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle