Et kyllingebryst - uden levende kylling - kan nu produceres for 50 kroner

Et israelsk firma kan nu tilbyde et kyllingebryst, som er produceret i et laboratorium, til 50 kroner pr. stk.

Udviklingen af laboratoriekød går rigtig stærk hos det israelske firma Future Meat Technologies. Firmaet udvikler blandt andet lammekebab, oksebøffer og kyllingebryster. Men alt sammen uden at involvere levende dyr.

Produktionsomkostningerne til at fremstille et kunstigt kyllingebryst er nu bragt så langt ned, at ét kyllingebryst kan produceres for 50 kroner.

Ifølge firmaets administrerende direktør, Rom Kshuk, er det afgørende for den fortsatte udvikling, at omkostningerne til produktionen falder, så firmaets produkter kan afsættes til en for kunder fornuftig pris.

"Samtidig skal vi sikre en produktion, som er skalerbar og bæredygtig, så vi kan efterkomme den stigende efterspørgsel efter kød", siger han.

Future Meat Technologies har netop sikret sig tilførsel af knap 180 millioner kroner, som skal bruges til fortsat udvikling og opbygning af et pilotanlæg, som skal fremstille laboratoriekød i større skala. Pilotanlægget ventes opført i de kommende måneder.

Future Meat Technologies understøttes af fødevare- og landbrugsvirksomheder, herunder Tyson Foods, ADM, Müller Group og Rich's Products Corporation sammen med venturekapitalinvestorer som S2G Ventures og Emerald Technology Ventures.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle