Et muh er ikke bare et muh, men afslører køens følelser

Der gemmer sig følelser i køernes muh, der både kan udtrykke nød eller engagement. Det viser en ny undersøgelse.

Når køerne muh'er er det ikke uden betydning, viser ny forskning fra Sydney Universitet i Australien.

Køernes brølen kan faktisk afsløre, hvad de føler, og de kan gennem et muh udtrykke både spænding, ophidselse, engagement og nød. Det skriver Kristeligt Dagblad med henvisning til en pressemeddelelse fra universitetet.

Den ph. d.- studerende bag projektet, Alexandra Green, har studeret hyppighed, varighed og volumen af muh-lydene, og har fundet, at man kan afgøre om en ko for eksempel er udadvendt eller indadvendt.

Helt konkret har hun optaget 333 lyde fra en flok på 18 autralske Holstein-Frieser malkekøer i en række forskellige situationer.

Lydene blev analyseret i akustiske analyseprogrammer med hjælp fra kolleger i Frankrig og Italien. Dermed har hun skabt et katalog af muh-lyde, der af hendes vejleder blev kaldt et 'Google translate for køer'.

Forskningsprojektet viser endda køerne individuelle personligheder, der også kan komme til udtryk gennem deres lyde.

Malkekøerne lød positive og glade i forbindelse med brunst og ved udsigten til mad, mens de ikke overraskende udtrykte negative følelser, hvis de blev nægtet adgang til foder eller blev fysisk eller visuelt isoleret fra resten af ​​besætningen.

"Vi håber, at landbrugene ved at få viden om disse vokaliseringer vil være i stand til at forstå deres kvægs følelsesmæssige tilstand og forbedre dyrevelfærd," siger Alexandra Green i en pressemeddelelse fra Sydney Universitet.

Det er tidligere blevet påvist, at mor og afkom kan kommunikere ved at opretholde en individualitet i deres fælles brølen. Nu bekræfter forskning, at køer beholder den individuelle stemme hele livet og på tværs af besætninger.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle