EU-afstemning om dyretransport torsdag

Nye transportregler skal til afstemning sidst på dagen torsdag i EU-Parlamentet. Afstemningen bliver tæt, forudser parlamentsmedlem Niels Fuglsang.

Der er meget på spil, når EU-Parlamentet skal stemme om en række anbefalinger på dyrevelfærdsområdet. Transport af dyr er et af de punkter, som deler vandene. 

Socialdemokrat og medlem af EU-Parlamentet, Niels Fuglsang, er modsat Venstres medlem Asger Christensen fortaler for, at der kommer nye regler for dyretransport , der vil betyde maksimalt otte timers transport for levende dyr.

Derudover foreslår udvalget begrænsninger for transport af dyr i de første 35 dage efter fødsel. Samtidige skal det ikke være tilladt at transportere drægtige dyr i den sidste tredjedel af drægtighedsperioden. Et forslag, som Venstres medlem mener er problematisk, fordi det gør det umuligt at fragte for eksempel grise til en farestald eller flytte dyr fra et konkursbo.

Niels Fuglsang har dog en anden holdning:

"Man skal hellere få slagtet dyrene tættere på, hvor de har levet, og  så transportere kødet efterfølgende. Jeg ser frem til en omlægning. Vi har jo haft høringer, talt med eksperter og dyrlæger, og jeg synes, billedet er entydigt: På de lange transporter er der problemer med dyrevelfærden", siger Niels Fuglsang.

"Man skal ikke transportere de små ikke-fravænnede dyr, de kan ikke altid drikke af automaterne i dyretransporterne. Og hvad angår drægtige dyr - så det er en uskik at transportere dem, de er sårbare og har brug for hvile", fortsætter han.

Lovning i 2024

Afstemningen i Parlamentet er ikke ensbetydende med, at så bliver det til lov fra om en måneds tid.

Næste år vil EU-kommissionen komme med et lovforslag på området, formodentlig sidst i 2023, og derefter skal det til afstemning i Parlamentet i foråret 2024 - omkring det tidspunkt, hvor der iøvrigt er EU-Parlamentsvalg.

Så der vil uden tvivl ske ændringer, inden vi ser et lovforslag fra EU-kommissionen. Niels Fuglsang er dog ikke i tvivl om, at dyrevelfærd er på dagsordenen blandt borgere i alle landende.

"Dyrevelfærdsspørgsmål er ikke entydigt en mærkesag for venstrefløjen. Også liberale og mange på højrefløjen ser vi opbakning fra - spørgsmålet om dyretransport er noget, der har splittet parlamentet på tværs af fløje. Så det bliver rigtig spændene at se, hvordan Parlamentet stemmer, det kan gå begge veje", siger Niels Fuglsang.

Der skal stemmes om rapporten, som er kommet efter dyretransportudvalgets undersøgelser, og det er anbefalinger, man stemmer om.

 

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle