EU-borgerforslag vil forbyde dyr i bur - Har fået 1,5 mio. underskrifter

Der er indsamlet mere end 1,5 mio. underskrifter for borgerforslaget 'End the Cage Age', der vil have landbrugsdyr ud af burene. Derfor skal Europakommissionen nu formentlig tage forslaget op.

Det seneste år er mere end 1,5 millioner underskrifter fra borgere i hele EU indsamlet til fordel for et borgerinitiativ, der vil have alle landbrugsdyr ud af burene. Indsamlingen er nu afsluttet.

Under sloganet 'landbrugsdyr i bur er et mareridt vi kan ende', opfordrede initiativtagerne bag gruppen 'End the Cage Age', og deres 170 samarbejdsorganisationer, til at man skrev under for at opnå et totalt forbud mod at holde landbrugsdyr i bur.

Hvis et borgerinitiativ ved sin afslutning har indsamlet mindst én mio. godkendte underskrifter fra mindst syv forskellige EU-lande, skal EU-Kommissionen tage forslaget op.

Det er anbefalet at et borgerinitiativ mindst indsamler 1,2 mio. underskrifter, for at sikre, at der er nok gyldige stemmer. 

Initiativet mod dyr i bur har med deres 1,5 millioner underskrifter derfor stor sandsynlighed for at blive godkendt, hvilket betyder, at Europa-Kommissionen skal tage forslaget op.

Derfor lander forslaget med al sandsynlig snart på politikerne i Europa-Kommissionens skrivebord.

I alt 1.554.317 borgere i EU har skrevet under på forslaget, siden det blev stillet for et år siden.

300. mio. dyr burde sættes fri

Næste skridt er, at Initiativstillerne skal anmode de forskellige nationale myndigheder om kontrol af støttetilkendegivelserne - det har de 3 måneder til. Derefter har kommisionen tre måneder til at behandle og svare på initiativet.

Initiativet foreslår, at alle landbrugsdyr sættes fri af burene. Blandt andet opfordrer initiativet til, at kommissionen forbyder søer i farebøjler i farestalde, burægsproduktion, seperation af kalve i kalvehytter og også kaniner og fugle, mener initiativet ikke burde holdes i bur.

I alt omtaler initiativet "300 mio. europæiske dyr som lever i sammenstuvede bure", som de mener burde sættes fri.

End The Cage Age er startet af dyrevelfærdsgruppen Compassion in world farming, som har samarbejdet med 170 organisationer fra hele EU for at samle det fornødne antal underskfiter. Fra Danmark deltager organisationerne Anima, Dyrenes Beskyttelse, Dyrenes Venner og World Animal Protection Denmark.

"Det er en foreløbig sejr for dyrene og for demokratiet. Et borgerinitiativ med så massiv og historisk høj opbakning må gøre indtryk på Europas politikere. Nu må de gengælde det folkelige opråb og lovgive dyrene ud af burene", siger Gitte Buchhave, direktør i World Animal Protection Danmark, der selvfølgelig glæder sig over forslagets succes.

Siden 2011 har blot fire andre borgerinitiativer ud af mere end 80 stillede været i stand til at samle tilstrækkeligt med underskrifter.

Faktaboks

End the Cage Age - overblik over lovgivningsproceduren

  • Er et borgerforslag startet af dyrevelfærdsgruppen 'Compassion in world farming', som samarbejder med 170 organisationer fra hele EU.
  • Et borgerforslag til kommissionen skal samle over én mio. underskrifter fra borgere i minimum syv EU-lande.
  • Hvert inistiativ har 12 måneder til at indsamle underskrifterne. End the Cage Age har indtil 11. september 2019.
  • De indsamlede underskrifter bliver tjekket og godkendet af de nationale myndigheder, og hvis initiativet lykkes med at samle én mio. underskrifter sendes forslaget til Europakommissionen.
  • Herefter har kommissionen tre måneder til at behandle og svare på initiativet. Kommissionen mødes også med initiativtager, der desuden får mulighed for at fremlægge deres idé for Europa-Parlamentet ved en offentlig høring.
  • Kommissionens svar skal fortælle, hvad kommissionen har tænkt sig at gøre. Kommissionen har mulighed for at fremlægge et 'lovforslag' som følge af borgerinitiativet. 
  • Gør kommissionen det, går den almindelig lovgivningsprocedure i gang.
  • Initiativet kan blive det femte borgerforslag der opnår nok underskrifter.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle