EU-chef: Op ad bakke for bruttoareal-model

Der er udsigt til færre penge, nye regler og mere fokus på grøn omstilling i den europæiske landbrugspolitik. Men reformen trækker ud, og bruttoarealmodellen har det svært.

EUs landbrugspolitik kommer til at undergå forandringer. Forandringer, som betyder færre penge til landbrugsbudgettet, mere national indflydelse og en stor del af den direkte støtte, måske 30 pct., skal målrettes frivillige grønne ordninger, ecoschemes.

Landbrugspolitikken tegner derfor lovende set med økologiske øjne, vurderede Sylle Kyed, Landbrugs- og Fødevarepolitisk chef i Økologisk Landsforening, ved temamødet om Økologiens Status i EU efter 2021.

Hun håbede samtidig på, at den kommende reform vil give et gennembrud for bruttoarealmodellen, som den danske regering og dansk landbrug samlet bakker op om.

Modellen vil, hvis den vedtages, betyde, at der gives friere muligheder for, at naturen kan få lov til at brede sig inden for markblokken uden træk i støtten.

Tvivler på model

Niels Lindberg Madsen, EU-politisk chef i Landbrug & Fødevarer, nedtonede dog forventningerne.

»Bruttoarealmodellen er en meget dansk tanke - og det er virkelig noget, der bliver bokset med«, sagde han, mens Sybille Kyed understregede, at modellen ikke desto mindre har høj prioritet.

Niels Lindberg Madsen sagde også, at det kan have lange udsigter med at få reformen på plads, da især Brexit har forsinket alle EU-processerne. Det kan derfor ende med, at reformen først træder i kraft i 2023.

»At have holdninger til den reform er som at skyde på et mål, der bevæger sig«, sagde Kirsten Lund Jensen, økologichef i Landbrug & Fødevarer.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle