EU håber at handelsaftale med Japan kan starte næste år

De sidste dele af EUs frihandelsaftale med Japan er ved at falde på plads, siger udenrigsminister Anders Samuelsen. Aftalen kan bl.a. øge eksporten af dansk landbrug.

Der er allerede givet hånd på de store linjer i en frihandelsaftale mellem EU og Japan. Nu skal de sidste ting på plads, inden den kan træde i kraft.

Håbet er, at det bliver i 2018, fortæller udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) på vej ud fra et udenrigsministermøde i Bruxelles fredag. 

"Forhandlingerne er i gang på de sidste afgørende elementer".

"Forventningen er, at det bliver i år, at vi bliver færdige. Det er enormt vigtigt for Danmark", siger han. 

Aftalen har været på forhandlingsbordet siden 2013. På et topmøde i juli blev EU og Japan enige om principperne i aftalen.

Den vil blandt andet gøre det lettere for virksomheder at eksportere varer mellem de to økonomier.

Et af elementerne er, at størstedelen af den told, som virksomheder i EU betaler, vil blive fjernet. Tolden udgør ifølge EU-Kommissionen en milliard euro årligt. 

Desuden vil det åbne op for muligheder i forhold til landbrugseksport fra unionen.

I forvejen har dansk landbrug stor succes med eksport til Japan. Men handelsaftalen vil øge det betydeligt, påpeger ministeren.

"Det er et marked, som ifølge de tal og beregninger, der ligger for nu, kan vokse med op mod 70 procent i forhold til det eksisterende", siger han.

Økonomierne i EU-landene og Japan udgør sammenlagt over en tredjedel af hele verdens bruttonationalprodukt.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle