EU-kommissær: Færre regler og mindre kontrol

Hvis EUs regeringsledere og Europaparlamentet vil, kan landbrugspolitikken blive enklere og mindre bureaukratisk.

Forventningerne var store, da EUs kommissær for landbrug og landdistrikter, Phil Hogan, tirsdag gæstede Tønder og talte til en forsamling af landmænd og organisationsfolk. Phil Hogan fortalte nemlig, hvordan EU-kommissionen arbejder med at lave færre regler og mindre kontrol af landmænd i den kommende reform af EUs landbrugspolitik.

»Vi vil systematisk reducere byrderne for landmænd«, sagde Phil Hogan.

Den snak er ikke ny, men mange landmænd føler, at byrderne ikke er blevet mindre med årene,og, at reglerne bare er blevet mere komplicerede, påpegede en deltager i debatten.

»Det er ikke nyt, at kommissionen siger det, men det er regeringslederne og EU-parlamentet, der bestemmer i sidste ende«, påpeger Phil Hogan.

Forbrugerne skal være med

Når kommissæren til maj fremlægger et forslag til EUs landbrugspolitik efter 2020, er det ikke nok, at landmændene synes om forslaget. Landbruget skal levere mere end fødevarer. Det er begrundelsen for, at man skal have landbrugsstøtte fra EU.

»Vi må være stærke og bæredygtige og dermed vise, at vi har ret til at være her. Vi skal levere på sundhedsdagsordenen, miljødagsordenen og klimadagsordenen, så vi er støtten værd«, siger han.

Ifølge Phil Hogan skal de grønne tiltag, for eksempel MFO, afskaffes, som man kender den i dag, hvor det er nogle faste regler, man skal opfylde for at få en del af hektarstøtten. I stedet skal det være nogle mere fleksible regler, som landene har større indflydelse på at udforme, som er en betingelse for, at man overhovedet kan få hektarstøtte.

Landene skal lave nogle regler i samarbejde med landbruget, som er i overensstemmelse med EUs mål og godkendes af EU-kommissionen.

»Landmænd i Grækenland og Danmark har forskellige tilgange til klimaproblemer og fødevarer, det må vi tage højde for. Ingen i Bruxelles skal bestemme, hvor tykt et træ skal være, hvor stor afstand, der skal være til læbælter og vandløb, det må afgøres lokalt«, siger Phil Hogan.

Ændret KO

Det same gælder reglerne om krydsoverensstemmelse, der vil få en opfriskning i den nye reform.

»Vi vil fortsat have regler om krydsoverensstemmelse, men de skal integreres mere i andre regler, og landmænd skal involveres mere i at lave løsningerne«, sagde han.

I forhold til det lokale fingeraftryk på EU-reglerne drog han en parallel til grænsedragningen mellem Danmark og Tyskland, som skete ved en folkeafstemning. En beslutning som folk i dag respekterer på begge sider af grænsen.

Mødet var arrangeret af LHN og Bauernverband Schleswig-Holstein og der var 250 deltagere fra Danmark og Tyskland.

Faktaboks

EU-reform af landbrugspolitikken

  • 2. maj kommer der et forslag til et EU-budget for landbruget.
  • I begyndelsen af juni kommer et endeligt forslag til en reform af den fælles landbrugspolitik.
  • Landbrugsbudgettet, der udgør 38 procent af EU’s samlede budget, er presset af Brexit, som giver EU færre penge i kassen og af ønsket om nye udgiftkrævende tiltag til flygtninge, terrorbekæmpelse og forsvar.
  • Der er forslag om at øge landenes bidrag fra 1,1 til 1,2 procent af BNI.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle