EU-Parlament godkender omstridt naturgenopretningsplan

På trods af omfattende landbrugsprotester er ny naturgenopretningsplan stemt igennem i Europa-Parlamentet.

I flere måneder har landmænd i hele Europa protesteret mod en kommende naturgenopretningsplan, som efter deres mening vil forringe mulighederne for at drive landbrug.

Ikke desto mindre overlevede planen tirsdag en afstemning i Europa-Parlamentet, hvor 329 stemte for, mens 275 stemte imod. 24 afstod fra at stemme.

Mandag anbefalede den største gruppe i Europa-Parlamentet, konservative EPP, ellers sine medlemmer at stemme imod planen.

Den nye lov sætter et mål om genopretning af mindst 20 procent af EUs land- og havnaturområder i 2030 og alle økosystemer, som har behov for genopretning i 2050.

Når love skal vedtages i godkendelsesproceduren, skal Europa-Parlamentet godkende forslagene, før Ministerrådet endeligt kan vedtage dem.

Derudover er næste skridt, at de nationale regeringer skal implementere lovgivningen.

Medlem af Europa-Parlamentet Morten Løkkegaard (V) fortæller, at forhandlingerne har været svære, og at det kunne være gået galt undervejs.

- Jeg er glad for det endelige resultat, fordi vi er i en situation, hvor vi ikke kan vente længere, siger han.

- Det, man er nået frem til, er tåleligt, men man kan altid finde tidsler.

De konservatives modstand har ikke gjort tingene nemmere, for det er ifølge Morten Løkkegaard ikke ligegyldigt, hvad de mener, fordi "de fylder meget i huset".

Modstanden er ikke et resultat af, at man ikke ønsker at gøre noget for klimaet, lyder det.

- Den er et resultat af, at det begynder at gøre ondt, fordi nogle skal have mindre, og nogle skal betale mere, siger Løkkegaard.

Derfor anerkender han også landmændenes protester.

- Det ville være helt forkert at sige, at vi nu har nået den perfekte løsning, for der er nogle landbrugsinteresser, som det her piller ved.

Christel Schaldemose (S) fortæller, at hun har været "decideret chokeret over", at højrefløjen "systematisk har modarbejdet vores fælles mål".

- Jeg er virkelig lettet over, at vi nu har en aftale, som udgør et godt første skridt mod den genopretning, som vores natur så desperat har brug for, siger hun i en skriftlig kommentar.

Også WWF Verdensnaturfonden er lettet over, at loven er blevet godkendt.

- Der er rigtig mange interesser på spil, og derfor vil jeg opfordre til, at alle parter – regeringer, landbrug, erhvervslivet og naturorganisationer – husker på at lytte til hinanden, lyder det i en skriftlig kommentar fra generalsekretær Bo Øksnebjerg.

Miljøminister Magnus Heunicke (S) kalder godkendelsen for en stor sejr for Europas natur.

- Det er vigtigt, for vi står i en biodiversitetskrise, hvor vores havmiljø er presset, og vi taber arter i et hidtil uset tempo. Med forordningen skal vi i fællesskab styrke genopretningen af biodiversiteten i EU, skriver ministeren.

/ritzau/
 

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle