EU vil fremskynde grøn omstilling for at stoppe russisk energi

Grøn omstilling, besparelser på energiforbruget og indkøb fra andre lande skal frigøre EU fra russisk energi.

Den grønne omstilling skal gå markant hurtigere. Forbrugerne skal skrue ned for energiforbruget. Og EU-landene skal købe gas og olie fra andre lande end Rusland.

Det er hovedpunkterne i den store plan "Repower EU", som EU-Kommissionen onsdag fremlægger. Det fastslår EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, på et pressemøde onsdag i Bruxelles.

- Putins krig skaber store forstyrrelser i de internationale energimarkeder. Krigen har samtidig vist, hvor afhængige vi er af russisk energi.

- Vi skal frigøre os fra russisk energi, og det er jeg sikker på, at vi kan gøre, siger Ursula von der Leyen.

Udspillet, "Repower EU", skal anvise den konkrete vej til, hvordan EU kan frigøre sig fra russisk fossil energi.

Ifølge EU-Kommisionen betaler EU-landene årligt 100 milliarder euro, svarende til lidt under 750 milliarder danske kroner, til Rusland for energi.

Der venter med andre ord en enorm omstilling, hvis det skal lykkes for EU-landene at gøre sig fri af olie og gas fra Rusland.

/ritzau/

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle