EU vil hæve barren på miljø og klima med nye støtteregler

EU-Kommissionen lægger op til en ’ny grøn arkitektur’ på landbrugsstøtten med større ambitioner for miljø- og klima.

Når de danske spidskandidater til Europa-Parlamentet taler om, at landbrugsstøtten skal være mere miljø- og klimavenlig, er de på samme kurs som EU-Kommissionen.

I det udspil til en modernisering og forenkling af landbrugspolitikken for 2021-2017, som den afgående irske landbrugskommissær Phil Hogan fremlagde for snart et år siden, er der bl.a. lagt op til, at skærpe betingelserne for at få landbrugsstøtte og knytte den til øgede krav om en miljø- og klimavenlig landbrugsproduktion.

Grundlæggende vil støtten dog fortsat være skruet sammen som en generel hektarstøtte - men nu skal den hedde ’grundlæggende indkomststøtte’.

Frivillige miljøordninger

Det øgede fokus på miljø og klima vil i følge udspillet også komme til udtryk i, at alle lande skal tilbyde frivillige støtteordninger for miljø og klima, ’økoordninger’, som skal finansieres med en andel af den direkte landbrugsstøtte (der tales om 20-30 pct.).

Det skal give landmænd mulighed for frivilligt at toppe den direkte indkomsstøtte op med supplerende støttekroner.

De nuværende, omdiskuterede grønne krav om afgrødevariation mm. ophæves igen, da de ikke vurderes at have virket efter formålet.

Den grønne støtte vil i stedet blive indarbejdet i den direkte indkomsstøtte.

Alle lande vil desuden få mulighed for at flytte 15 pct. af deres samlede landbrugsstøtte mellem de to søjler for hhv. direkte betalinger og landdistriktsstøtte.

Skræddersyet støtte

Den helt store forandring, Kommissionen har lagt op til er, at det vil være de enkelte lande selv, der nationalt kan bestemme, hvordan de vil anvende landbrugsstøtten.

Det giver mulighed for at skræddersy ordninger, så det passer ind i geografi og struktur i de enkelte EU-lande.

For at sikre, at det ikke ændrer grundlæggende på vilkårene mellem EU-landene, skal alle EU-lande opfylde nogle overordnede mål for bl.a. miljø.

Hvordan det enkelte land vil levere på målsætningerne, skal de enkelte lande beskrive i ’strategiske planer’, som skal godkendes af EU-Kommissionen.

Nye regler fra 2022

EU-Kommissionens udspil lægger desuden - trods dansk modstand - op til et obligatorisk loft over støtten til de største landbrug på 750.000 kroner, og en vis omfordeling af støtten til fordel for små og mellemstore landbrug..

Forslaget til en ny landbrugspolitik er endnu langt fra at være forhandlet færdigt mellem Europa-Parlamentet og Ministerrådet.

Derfor får de snart nyvalgte Europa-Parlamentarikere indflydelse på udspillet, og meget kan nå at blive ændret.

Dennye politik skal efter den formelle tidsplan træde i kraft i 2021. Det tror de færreste kan nås.

Vurderingen er derfor, at den nye landbrugspolitik bliver indført fra 2022.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle