EU vil regulere og straffe overproduktion af mælk i krisetider

Regulering og bøder ved overproduktion af mælk fra EU samt en ændring i reglerne for kontrakter mellem mælkeproducent og mejeri bekymrer Landbrug & Fødevarer.

Især to punkter skærer i øjnene, når chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer Esben Tranholm læser, hvad Europa-parlamentets landbrugsudvalg netop har stemt igennem i en reform af landbrugspolitikken.

Især omkring markedsforvaltningen af politikken er der stemt for et par markante ændringer.

For det første har parlamentarikerne stemt for, at EU ved et drop i mælkeprisen kan pålægge de europæiske landmænd at skrue ned for produktionen og pålægge en produktionsafgift, hvis de ikke gør det.

"Det er en meget planøkonomisk tankegang og bestemt ikke noget, vi bryder os om i L&F. Det er jo meget bedre, hvis landmændene selv tilpasser deres produktion, i stedet for at skulle straffes", siger Esben Tranholm.

kan rykke ved andelsstrukturen

En anden ting, som bekymrer chefkonsulenten, er en vedtagelse af ændringer i reglerne om kontrakter mellem mælkeproducent og mejerier. 

"Vi har tidligere haft en diskussion om kontraktforhold i mælkesektoren, og det er en diskussion, jeg er meget lidt glad for", siger Esben Tranholm og fortsætter:

"I EU's mælkepakke fra 2016 lavede man undtagelser, der beskyttede andelsstrukturen, men det vil man ind og pille ved nu".

Ændringen kommer på baggrund af, at nogle europæiske lande langt fra er lige så organiseret som Danmark, når det kommer til kontraktforhold.

"Men vi har et rigtig fint vedtægtssystem her i landet, som vi selv har opfundet. På generalforsamlinger kan vi selv ændre og diskutere reglerne, så hvorfor skal vi have regler om det i EU?", spørger Esben Tranholm retorisk.

nyt parlament skal også stemme for

Det er vigtigt at understrege, at vedtagelsen af reformen skal tages med et gran salt, da der inden længe skal være valg til Europa-parlamentet, og det nye parlament ligeledes skal stemme for.

Dermed er vedtagelsen ikke endelig.

"Der kommer en anden sammensætning af parlamentet, og det er uvist, om det nye parlament vil rette sig efter det her, eller om de vil have deres rapport. Men vi tager selvfølgelig bestik af situationen og vil forsøge at bearbejde nogle af de her ting til det bedre", siger Esben Tranholm.

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle