Europæiske grisenoteringer står bomstille

Der er stilstand for de europæiske grisenoteringer. Danmark er placeret i den tunge ende.

Spanien fortsætter med at være dominerende på afregningen for slagtegrise, og Danmark fortsætter med at være i den tunge ende.

Det viser den seneste opgørelse fra den tyske producentforening ISN, som blandt andet omfatter noteringerne for de fem største EU-griseproducerende lande.

Spanien afregner for fjerde uge i træk med 15,11 kroner. Frankrig indtager en andenplads med en notering, der for tredje uge i træk lyder på 13,99 kroner. Herefter følger Tyskland med en notering på 12,99 kroner. Det er også tredje uge i træk, at den tyske notering befinder sig på det niveau.

Danmark følger efter på fjerdepladsen med en notering, der for anden uge lyder på 12,46 kroner. Sidst er igen Holland, der i tre uger har præsteret en notering på 11,92 kroner.

ISN er ikke specielt positive for det nuværende marked:

- Generelt er det faldende og moderate udbud af slagteklare grise i balance med slagteriernes efterspørgsel. Der er ingen impulser. Det forklares blandt andet med forbrugernes reaktioner på den stigende inflation ved køb af kød. Indtil nu har eksporten til tredjelande ikke resulteret i et aftagende pres på det europæiske marked, og eksporten af grisekød fra EU faldt med 27,5 procent i årets første to måneder sammenlignet med samme periode sidste år, anfører ISN i Danske Svineproducenters markedsberetning.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle