Europæiske svinenoteringer har taget kæmpespring - dansk notering overhales af kriseramte Belgien

Danmarks slagtesvinenotering er fortsat bundprop blandt de største europæiske svinenationer.

Selv om slagtesvinenoteringen i Danmark i sidste uge fik det størst hop i 15 år, så er der også andre europæiske svinenationer, som leverer gedigne noteringsstigninger.

For mens det er velkendt, at de danske og tyske slagtesvin gik op med henholdsvis 50 øre og cirka 75 øre, så var der andre nationer, som også ville lege med.

Spanien, som for tiden har den suverænt højeste slagtesvinenotering i Europa, gik frem med 48,4 øre til 1,688 euro/kg. og i Frankrig blev der lagt ekstra 36 øre på noteringen, så den i denne uge er på 1,53 euro/kg.

Højdespringerne er Holland, der smed godt 75 øre oveni noteringen, der nu er 1,502 euro/kg, og Belgien, som er gået frem med knap 83 øre til 1,445 euro/kg.

Netop Belgien sikrer med den seneste noteringsstigning, at landet, der blev ramt af afrikansk svinepest i efteråret og fik noteringen banket helt i bund, nu har en højere notering end Danmark, der i opgørelsen fra Danske Svineproducenter, som bygger på tal fra tyske ISN, er registreret med en notering på 1,413 euro/kg.

»De europæiske slagtesvinenoteringer har siden uge 12 vist meget heftige prisstigninger. Den tyske, ledende notering er i alt steget med 20 cent i de sidste tre uger, og den hollandske med hele 22 cent. I Spanien begyndte den sæsonmæssige noteringsstigning allerede i uge 7 og er indtil nu oppe på 30 cent«, konstaterer markedsanalytiker Markus Fiebelkorn, Danske Svineproducenter.

»I Danmark er noteringen steget siden uge 11, men generelt ser stigningen hos den nordlige nabo med i alt knap 15 cent bemærkelsesværdigt mindre ud. I sidste ende er afstanden mellem den danske notering, som ligger på sidstepladsen i gruppen af de fem EU-lande med flest svin, og til de andre fire konkurrenter, Spanien, Tyskland, Frankrig og Holland, blevet større«, anfører han.

Relaterede

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle