Europas landmænd producerer fortsat mere og mere mælk

Danmark er et af meget få EU-lande, som ikke har øget produktionen af mælk i 2020.

Til trods for udfordringerne med covid-19 har de europæiske mejerier travlt. Landmændene på tværs af EU's medlemslande leverer nemlig fortsat mere og mere mælk.

Til og med maj måned har EU's mælkeproducenter leveret 2 procent mere mælk til mejerierne. Det er især i lande som Irland, Italien, Polen, Spanien, Belgien og Holland at mælkemængden er vokset. Eksotiske Cypern står for en fremgang på 10 pct.

De danske mælkeproducenter tilhører gruppen, som har leveret mindre mælk end tidligere. Data fra Europa-Kommisionen viser en vigende dansk leverance på 0,5 pct. til og med maj. I nabolandet Sverige går mælkeproduktionen også tilbage. Det samme gælder Rumænien og Kroatien.

På den anden side af jordkloden er der vækst i mælkeproduktionen i såvel Australien som New Zealand. De australske landmænd øgede deres indvejning med seks procent i maj og står i årets første fem måneder bag en øget leverance på 5,4 pct. sammenlignet med samme periode sidste år.

I New Zealand, hvor mælkesæsonen er slut, steg indvejningen i maj med 4,3 pct. I årets første fem måneder ligger den new zealandske indvejning 0,3 pct. under sidste års niveau.

I USA lå maj måneds indvejning 1,1 pct. lavere end samme måned sidste år.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle