Europas vækst på vej ned ad bakke - godt for renten

Både landmænd og virksomhederne i branchen er ovenud optimistiske for fremtiden, men de seneste måneder er den europæiske aktivitet inden for byggeri, service og industri gået kraftigt ned.

”Højkonjunkturen er ikke aflyst, men væksten er ved at gå et gevaldigt gear ned”.

Sådan lyder konklusionen fra Frank Øland, cheføkonom i Landbrug & Fødevarer, når han dykker ned i de seneste tal for den økonomiske vækst i eurozonen.

Helt konkret har cheføkonomen gransket de såkaldte PMI-analyser, som fortæller noget om de europæiske virksomheders syn på blandt andet ordreindgang og produktion. Og det er ikke just et glansbillede, der bliver tegnet i disse måneder.

”Det er det samme billede hele vejen rundt – de sidste fire måneder er væksten gået ned, nærmest uanset hvor du kigger hen”, siger Frank Øland med henvisning til, at pilen måned efter måned siden årsskiftet kun har vist en vej; nedad. Og i et hastigt tempo i eksempelvis både Tyskland, Frankrig såvel som Norge og Sverige.

"Den økonomiske vækst løb stærkt omkring slutningen af 2017. Der havde vi en vækst på knap tre procent, og nu har vi godt en enkelt procent. Det er en meget stor forskel"

Derfor går det ned ad bakke

Frank Øland peger på, at der ikke er en enkelt forklaring på den faldende vækst, men snarere er der tale om en række faktorer, der tilsammen giver en mavepuster til væksten.

”Nogle mener, at det kan skyldes et ophedet arbejdsmarked, som ikke kan følge med hos virksomhederne. Det kan være, at det har noget at sige, men mestendels handler det nok om, at pengepolitikken lempes. Lige nu har vi en centralbank, der har sænket renterne markant og laver store støtteopkøb. Det siger sig selv, at den effekt ikke holder evigt", siger Frank Øland.

”Samtidig har vi en meget stærk valuta med en euro, der er styrket ganske markant over for den amerikanske dollar. Den har måske nået et niveau, hvor den slår ind på væksten, eftersom danske, og europæiske varer, bliver dyrere på eksportmarkederne”.

En tidligere temperaturmåling på fødevarevirksomhedernes forventning til både indtjening og investeringer i det kommende år viste ellers, at der var rekordstor optimisme ude i de danske virksomheder.

Men med tanke på de nye væksttal, kan det blive svært for virksomhederne at indfri de forventninger, lyder det fra Frank Øland.

Både godt og skidt nyt for danske landmænd

En dæmper på den europæiske vækst er naturligvis aldrig glædeligt, men intet er dog så skidt, at det ikke er godt for noget.

Dette gør sig også gældende i form af foden, der ser ud til at være hævet fra den europæiske økonomis speeder. Det får nemlig formentlig den Europæiske Centralbank, ECB, til at holde igen med planerne om at hæve de europæiske renter inden for første halvår 2019.

Og det betyder, at danske landmænd med variable lån kan se frem til en lidt længere periode med lave renter.

”Lavere vækst i sig selv er en kedelig nyhed, men hvis man sidder som landbruget gør med et ikke ubetydelig gæld og en stor del lån med variabel rente, så er det egentlig et udmærket scenarie. Hvis vi kan have en smule vækst, uden at det får ECB til at hæve renterne, så er det optimalt – og det er nok det scenarie, vi ser ind i lige nu”, siger Frank Øland.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle