Ewers-brødrene diskuterer zinkfrit foder på dyrskuer

Nærhed og lokal kontakt er en væsentlig faktor for det landsdækkende sønderjyske korn- og foderstofselskab, som deltager på fem af sommerens skuer.

”Vi vil ud og møde landmændene, hvor landmændene er. Det handler om, at vi vil tæt på kunderne".

Sådan lyder det fra salgsdirektør Benjamin Hansen, Brødr. Ewers, der melder klar til at vise flaget på de danske dyrskuer.

Den landsdækkende Sønderborg-virksomhed indleder dyrskuesæsonen i dagene 1. og 2. juni, hvor de er på hjemmebane på Det Sønderjyske Fællesdyrskue i Aabenraa. Siden gælder det skuer i Roskilde, Horsens, Ribe og Hobro.

Zinkfrit foder er på programmet

Der bliver også fagligt nyt at hente for landmænd, der sætter foden inden for i brødrenes stand.

Brødr. Ewers har nemlig gennem en rum tid høstet erfaringer med zinkfrit foder.

”Flere landmandskunder har testet og udviklet alternative løsninger i forbindelse med den fremtidige udfasning af zink i foderblandinger. Vi har samlet disse erfaringer og arbejder videre med at udvikle blandinger uden zink, der kan leve op til den hidtidige kvalitet. Vi er fortsat i gang med at udvikle og styrke bakteriefloraen i grisens tarmsystem,” siger Benjamin Hansen.

Nye mineralblandinger

På skuet vil Brødr. Ewers også præsentere mineralblandinger fra den nye samarbejdspartner Nutrimin.

Der er tale om et bredt sortiment, der kan dække ethvert behov til både kvæg og svin, uanset om det er konventionel eller økologisk drift samt til GMO-frit foder, lyder det fra Benjamin Hansen.

Han har store forventninger til samarbejdet med Nutrimin, som vil være til gavn for kunderne og sikre Brødr. Ewers en mere selvstændig profil i markedet på salg af mineraler til både kvæg og svin.

”Dyrskuegæsterne kan også få information om afgrøderne, gødning, planteværn og det, vi ellers handler med", siger Benjamin Hansen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle