Få svar på alt om det nye vildsvinehegn til åbent borgermøde

Lodsejere og alle andre er velkomne, når miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen slår dørene op til borgermøde om det kommende vildsvinehegn.

Regeringen og Dansk Folkeparti blev den 22. marts enige om en række initiativer, som skal forhindre afrikanske svinepest i at nå til Danmark. Et af initiativerne er et vildsvinehegn langs den dansk-tyske grænse.

Processen begynder med et borgermøde den 3. april 2018, hvor miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen er klar til at drøfte regeringens planer med lokale.

Det skriver Miljø- og Fødevareministeriet i en meddelelse.

"Det er meget vigtigt for mig, at vi fra begyndelsen har en god dialog med de lodsejere, som skal lægge jord til vildsvinehegnet", siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Med til borgermødet er Naturstyrelsen, Fødevarestyrelsen og Landbrugsstyrelsen, som vil fortælle om afrikansk svinepest og den kommende proces for hegnet.

Mødet finder sted i konferencecentret ECCO Center i Tønder tirsdag den 3. april klokken 19-20.
Man skal ikke tilmelde sig på forhånd. Der er plads til 300 personer. Der vil være kaffe og kage efter mødet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle