Får du naturplejetilskud? Sådan er dine muligheder for dispensation ved opædt græs

Hvis der på grund af tørken ikke længere er græs m.m. på arealer, hvor du har tilsagn under ordningen Pleje af græs- og Naturarealer, har du mulighed for at få dispensation fra nogle af reglerne.

Landbrugsstyrelsen giver en generel dispensation fra forbuddet mod tilskudsfodring grundet årets tørke, der anses for at være en ekstraordinær omstændighed.

Du skal være opmærksom på, at hvis arealet er registreret som § 3-areal, skal du også indhente tilladelse til tilskudsfodring fra kommunen.

Det skriver Landbrugsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Herudover har du mulighed for at søge en konkret dispensation fra to øvrige tilsagnsbetingelser.

Har du et 5-årigt tilsagn til pleje af græs- og naturarealer, vælger du årligt, om arealerne skal kontrolleres efter ”Synligt afgræsset” eller ”Fast græsningstryk".

Ved kontrol efter ”Fast græsningstryk” er du forpligtet til, at der går et på forhånd fastlagt antal dyr på arealet i juni, juli og august måned.

Ved ”Synligt afgræsset”, skal arealet være afgræsset senest 31. august eller 15. september. (afhængig af tilsagnet på dit areal).

hvis dyrene er helt væk

Hvis du har valgt "Fast græsningstryk", har du mulighed for at søge om dispensation til at ændre til ”Synligt afgræsset”. Du skal så blot sikre dig, at hele arealet opfylder betingelserne for "synligt afgræsset" inden fristen.

Du kan alternativt søge om dispensation til helt at fjerne dyrene fra arealer med "Fast græsningstryk", således at dyrene ikke er på arealet i den fulde periode fra den 1. juni til 31. august.  Hvis dyrene er væk fra arealerne i mere end 14 dage, indebærer dette dog som udgangspunkt, at årets tilskud bortfalder.

Dispensation til ændring af kontrolkrav eller til at tage dyrene af arealet kan du søge her, hvor du kan indtaste oplysninger.

I alle tilfælde skal dispensation søges, før en eventuel kontrol er anmeldt. De gældende regler skal overholdes indtil en dispensation er imødekommet, men Landbrugsstyrelsen bestræber sig på at give en hurtig tilbagemelding.

Vi informerer løbende om tørken, og vi ser i øjeblikket på, hvilke muligheder vi har for at hjælpe landmænd under tørken. Vi sender løbende nyheder ud, når der er nyt.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle