Fåreavler formoder ulv sprang over ulvesikkert hegn

Fåravler Jørgen Blazejewicz bliver ved med at miste får og lam. Han tror, at ulven må have hoppet over det elektriske hegn, men det har Miljøstyrelsen svært ved at tro på.

På trods af ulvesikret hegn, har Storålam gentagende gange mistet lam og får til ulven.

Angrebene er sket hyppigst ved folden på Vind Hede ved Holstebro, hvor der tidligere på sommeren forsvandt 40 lam.

Storålam har 12 folde fordelt på 250 hektar naturpleje ejet af Naturstyrelsen. Ved angrebene har fåreavler Jørgen Blazejewicz gennemgået hegnene og konstateret, at ulven ikke har kravlet under. Han er derfor overbevist om, at en eller flere ulve har hoppet over det 1,10 meter høje, elektriske hegn.

"Jeg kan i hvert fald sige med sikkerhed, at der ikke er gravet under hegnet, og så kan man vel kun komme over. Vi har kigget rigtig meget ved lågerne efter, om der et stort dyr har trukket sig under, men der er ikke nogen tegn ved lågerne. Der forsvandt to lam ad gangen, og den har jo haft lammet ud på en eller anden måde", fortæller Jørgen Blazejewicz.

Miljøstyrelse: Ulve springer ikke over hegn

At ulven er hoppet over virker usandsynligt hos Miljøstyrelsen, der har kigget hos nabolandene, hvor anbefalingen er 1,10 til 1,20 meter høje hegn, og den nederste eltråd højest 20 cm over jorden.

"Det er første gang, vi laver sådan en tilskudsordning, og det er også muligt, at vi hen ad vejen skal forbedre hegnene med for eksempel ekstra eltråd. Vi tvivler lidt på, at ulven hopper over, og de hegn, vi har hørt om i nogle af vores nabolande, tror jeg ikke er markant højere. Jeg tror mere, det handler om at ulven kravler under. Men jeg vil ikke udelukke, at det kan lade sig gøre", fortæller Annette Samuelsen, kontorchef i Miljøstyrelsen.

I alt har Storålam mistet 95 får og et lam i år, hvor DNA-prøver i de fleste tilfælde enten bekræftede ulv, eller hvor det er vurderet sandsynligt, at ulven er gerningsmanden. 

Ifølge ulveekspert Peter Sunde, seniorforsker ved Aarhus Universitet, er det realistisk, at en ulv kan hoppe over hegnet.

"Svaret er, at det kan de godt kan rent fysisk. Men det er jo stødhegn, og i praksis hopper de ikke over hegn, der er 1,10 meter. Ulve er jo utrolig intelligente dyr, og derfor kan man ikke udelukke, at et enkelt individ har lært tricket. Jeg kan dog ikke vide, om det er tilfældet hos Storålam", siger han.

500 får ud til foråret

Annette Samuelsen påpeger, at der var betydeligt flere angreb hos Storålam, inden hegnene blev sat op, og derfor har de reduceret angrebene markant. Om hegnene skal forbedres, kan hun ikke spå om endnu.

"Vi samler erfaringer sammen nu, og det er også klart, at når der har været dokumenteret ulveangreb inden for hegnet, så har vi undersøgt det ret grundigt. Vildtforvaltningsrådet går i gang med at kigge på fovaltningsplanen for ulv her i efteråret, og forbedring af hegnene vil jeg tro, er en af de ting, de kommer til at diskutere", siger hun.

Jørgen Blazejewicz overvejer at anskaffe et æsel, som skal holde ulven væk. Indtil da håber han, at fremtiden bliver lysere.

"Der skal 500 får derud til foråret. Hvis vi ikke finder en løsning, så ved jeg ikke, hvordan vi gør det. Den gode løsning var, at der ikke var nogen ulve, men som jeg også har sagt flere gange, burde man kunne regulere ulve ved de gentagne problemer eller hos dem, der har dem gående tæt på hjemmet. Det her betyder rigtig meget for mig, da ca. en tredjedel af vores produktion og forretning er baseret på det område", siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle