Færdig byggepakke skal gøre stalden billigere

Hver landmand har sine egne krav og ønsker til en nybygget svinestald. Det betyder dyrt byggeri.

Future Rundbuehaller har sammen med Big Dutchman, Skiold, Skov, Danish Farm Design og Danish Crown etableret DC Complete.

DC Complete er et bud på en færdig byggepakke til et slagtesvineprojekt, hvor en investor i princippet blot skal stille med jord og kapital, hvorefter resten af processen nøje er beskrevet i DC Complete.

Projekter efter denne pakke vil på rigtig mange punkter komme til at ligne hinanden og dermed blive billigere at opføre.

»Vores rundbuehaller er en del af den standadisering, der er nødvendig for at få staldprisen ned og dermed rentabiliteten op«, lyder det fra Heine Ploug, Future Rundbuehaller.

Han fortæller, at det er realistisk, at første projekt i DC Complete kan få byggestart i løbet af første halvdel af 2019.

Han forventer, at projekter, bygget efter DC Complete, vil ligge i størrelsesordenen fra 6.000 stipladser og opefter.

Fra 10 til 5 meters mellemrum

Ved at anvende nye indvendige og udvendige beklædninger kan rundbuehallerne nu placeres med kun 5 meters mellemrum fremfor 10 meter.

»Samtidig har vi ændret spær-profilen en anelse, så staldene nu er lidt lavere end tidligere«, forklarer Heine Ploug.

Begge dele trækker i retning af, at det samlede byggefelt bliver mindre og, at spildpladsen mellem bygningerne bliver reduceret.

Faktaboks

DC Complete

  • Et færdigt stald- og produktionskoncept
  • Bag DC Complete står Future, Big Dutchman, Skiold, Skov, Danish Farm Design og Danish Crown.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle