Færre udlændinge søger til dansk landbrug for arbejde

Især udenlandske EU-borgere bliver i stigende grad væk fra Danmark og landbruget, der mangler hænder.

Kurven for tilgangen af udenlandsk arbejdskraft har taget et foruroligende dyk det seneste års tid.

Især sektoren for landbrug, skovbrug og fiskeri er hårdt ramt, viser branchetal, der afslører, at der i december var 700 færre udenlandske statsborgere med lønindkomst i branchen sammenlignet med samme måned året før.

På tværs af brancher kom der i 2019 bare 9.476 nye udlændinge til landet mod 17.365 i 2018, skriver Børsen i en artikel, som også Agriwatch citerer.

Cheføkonom hos Ledernes Hovedorganisation Niklas Praefke er bekymret for udviklingen.

"Uden udenlandsk arbejdskraft havde vi simpelthen ikke oplevet samme vækst i dansk økonomi. Derfor er det meget bratte fald i tilgangen af udenlandsk arbejdskraft noget, vi skal tage seriøst", siger han.

bekymrende for landbruget

Hos Landbrug & Fødevarer er cheføkonom Frank Øland ligeledes bekymret og påpeger, at udenlandsk arbejdskraft er vigtig for både landbruget og dansk økonomi.

"Landbruget har i høj grad brug for udenlandsk arbejdskraft. Ikke mindst i opgangstider som nu, hvor det kan være svært at tiltrække den nødvendige danske arbejdskraft. Den udenlandske arbejdskraft fungerer godt som en buffer for dansk økonomi", siger han.

Ifølge Frank Øland er det blevet sværere at tiltrække arbejdskraft fra f.eks. Polen, hvor ledigheden er lav, og landet selv forsøger at holde på sine unge. 

bliver endnu sværere i fremtiden

Med lavere arbejdsløshed og mindre lønforskel er unge østeuropæere ikke længere på samme måde tvunget til Danmark.

"Fremadrettet kan det godt blive sværere, at finde den nødvendige arbejdskraft inden for EU’s grænser. Det kunne være godt for erhvervet og for dansk økonomis vækstmuligheder, hvis det blev nemmere at tiltrække arbejdskraft fra ikke-EU lande. Især der hvor der er brug for særlig specialiseret arbejdskraft", siger cheføkonomen og fortsætter:

"Samtidig med at vi skal tiltrække udenlandsk arbejdskraft, så skal vi selvfølgelig også gøre det attraktivt for danske unge at tage uddannelser målrettet landbruget og fødevareerhvervet".

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle