Fødevareindustrien om 2021: Her den bedste mulighed

Virksomhederne i fødevare- og agroindustrien ser mange muligheder for indtjeningen i 2021. Den vigtigste faktor er dog uden tvivl, at vaccinerne virker, så der kan ske en normalisering af efterspørgslen efter coronakrisen.

Det er sjældent, nogen sådan helt alvorligt mener det, når man siger, at alt var bedre i gamle dage. Men hvis man med gamle dage tænker på tiden umiddelbart før corona-virusset vendte op og ned på alting, så er det lige præcis den tid, som fødevarevirksomhederne mest af alt ønsker sig tilbage til.

Spørger man fødevare- og agroindustrien, hvad de ser som de største muligheder for indtjeningen i 2021, så svarer mere end to ud af tre virksomheder nemlig, at en normalisering efter coronakrisen er den største mulighed for indtjeningen i 2021. Det viser Landbrug & Fødevarers virksomheds-barometer i december, hvor 71 medlems-virksomheder har svaret.

 

 

"Vi skal nok igennem et svært 1. kvartal, men derefter ser det lovende ud. Vacciner og bedre vejr fører forhåbentlig til at de fleste restriktioner kan ophæves og ikke kommer tilbage igen. Det vil med stor sandsynlighed medføre øget efterspørgsel fra foodservice", siger cheføkonom i L&F, Frank Øland, der står bag analysen.

Intet gik som forventet

Da fødevareerhvervet for et år siden kiggede ind i krystalkuglen for 2020 var det med udsigt til et erhverv med fuld turbo på. Stigende fødevarepriser, høj eksport og høje forventninger til en indtjening i overhalingsbanen i en fødevare- og agroindustri, der knap kunne følge med sine egne forventninger.

Sådan blev det som bekendt ikke.

Coronakrisen har haft en betydelig indvirkning på hele kloden og givet de største økonomiske udsving siden 1930’erne på en lang række af fødevareerhvervets kernemarkeder.  Nu har vi taget hul på 2021, hvor vacciner formentlig vil betyde, at vi kan komme tilbage til en mere normal verden herhjemme og på eksportmarkederne.  

Nye markeder

Selv om en normal verden, som vi kender den før coronaen, står øverst på ønskelisten, så ser virksomhederne også andre muligheder for øget indtjening i 2021. Fire ud af ti virksomheder i fødevare- og agroindustrien tror nemlig, at nye markedsadgange vil give muligheder for indtjeningen i 2021. 

"Det har været svært at komme ud på nye markeder i 2020, så nye markedsadgange er et ekstra vigtigt fokus i 2021. Forhåbentlig bliver mulighederne for at vedligeholde eksisterende relationer og skabe nye på eksportmarkederne langt bedre i år end de var sidste år", håber Frank Øland.

Hver fjerde virksomhed har svaret, at de forventer at stigende salgspriser vil give mulighed for at øge indtjeningen.
 
Det samlede fødevareprisindeks fra FAO viser da også, at priserne samlet set nu er passeret niveauet, der var ved indgangen af 2020.  Det dækker dog over høje priser på afgrøder, mens de globale priser på kød fortsat er et stykke fra det høje niveau ved indgangen af 2020. Når restriktioner verden over mindskes eller fjernes vil der formentligt ske en øget efterspørgsel efter kød fra foodservice, som kan være med til at presse fødevarepriserne op.

 

Emneord

coronavirus

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle