Fødevareminister klar til at diskutere kommende brakkrav

Fra fødevareminister Rasmus Prehn (S) lyder det, at han er åben for at diskutere EU-kravet, der gælder næste år om fire procents braklægning af dyrket jord, hvis og når Kommissionen kommer med et forslag.

Står det til blå partier i Folketinget, så skal det kommende EU-krav, der gælder fra næste år, der handler om, at fire procent af den dyrket jord skal lægge brak, udskydes. Det skyldes den fødevarekrise, som verden står over for. Blandt andet på grund af Ruslands invasion af Ukraine.

- Der er behov for at landmænd får afklaret her og nu, hvad der er op og ned på det her, for landmændene skal i gang med planlægningen af produktionen til næste år, lød det tirsdag fra Venstres landbrugsordfører, Erling Bonnesen til LandbrugsAvisen.

For at kravet kan blive udskudt, så kræver det dog, at EU-Kommissionen enten selv stiller et forslag om at udskyde kravet eller giver de enkelte medlemslande mulighed for at selv at bestemme om kravet skal udskydes. 

Får landene mulighed for selv at bestemme, så er fødevareminister Rasmus Prehn (S) åben for at diskutere det. I en skriftlig kommentar til LandbrugsAvisen, lyder det fra ministeren:

- Som jeg også tidligere har sagt, så er jeg åben for at tage en diskussion om udtagningen af brak i de kommende år. Men der er ikke kommet et forslag fra EU-Kommissionen endnu, siger han med henvisning til, at han allerede før et rådsmøde i marts erklærede sig klar til diskutere fremtidige brakkrav, som følge af en fødevarekrise.

 

 

Før et rådsmøde i marts afviste fødevareminister Rasmus Prehn (S) at være med til at dyrke brakjord i 2022, men erklærede sig åben for at diskutere fremtidige brakkrav. Det sker cirka efter 2:45 minutter i denne video.

Fra Landbrug & Fødevarers EU-politiske chef, Niels Lindberg Madsen, lød det tirsdag, at skal det have maksimal effekt at udskyde kravet, så skal det meldes ud nu. Det nytter ikke at vente flere måneder, da løbet så er kørt for at så vinterhvede på de arealer, som det handler om. Fra Rasmus Prehn lyder det, at han godt kan forstå landmændenes utålmodighed.

- Jeg kan sagtens forstå, hvis der er landbrugere, der tripper. Hvis der kommer et forslag fra EU-Kommissionen, vil jeg naturligvis både inddrage og tage det op i forligskredsen bag landbrugsaftalen, så vi sammen kan se på det med danske briller, lyder det fra Rasmus Prehn.

At det er forligskredsen bag landbrugsaftalen fra efteråret 2021, som skal diskutere det, skyldes, at implementeringen af den kommende landbrugsreform er en del af netop den aftale. Forligskredsen tæller stort set alle partier i Folketinget.

Ikke opbakning.

Et af dem er Enhedslisten. I modsætning til både Venstre og De Konservative, så finder man herfra ingen grund til at droppe det kommende grønne EU-krav.

- Nej, hvad skulle grunden dog være til det? Det skulle da kun være, hvis man kommer frem til at lave noget permanent natur i stedet for, siger Søren Egge Rasmussen, landbrugsordfører for Enhedslisten.

Han afviser, at en global fødevarekrise er argument for at droppe det kommende brakkrav:

- Hvis vi virkelig tager fødevarekrisen alvorligt, så er det en mindre animalsk produktion, som der skal til. I stedet for at fodre svin i Danmark, så kan vi jo sådan set være medvirkende til, at der er fødevarer til Afrika, siger Søren Egge Rasmussen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle