Fødevareminister kommer til Økologikongres

Årets økologikongres løber af stablen d. 25. og 26. november. I år er det helt store tema ”Fremtidens robuste løsninger”, som sætter fokus på, hvordan man opnår et solidt og stabilt økologisk landbrug.

Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Rasmus Prehn er en af oplægsholderne på dette års Økologikongres.

Det skriver Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse.

I år sætter kongressen fokus på, hvordan man i fremtiden sikrer en robust økologisk produktion gennem et øget fokus på graden af selvforsyning. Det gøres blandt andet via en større lokal produktion af protein, mere økologisk udsæd samt en udfasning af konventionelt foder og gødning.

Kongressen vil blive indledt med en åbningsdebat om fremtidens bæredygtighed og det robuste økologiske landbrug. Ud over Rasmus Prehn vil der være oplæg fra Marie Trydeman og Tommy Dalgaard (Institut for Agro-økologi, AU), Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening og Hans Erik Jørgensen, formand for Økologisektionens bestyrelse i Landbrug & Fødevarer

Til åbningsdebatten vil der være et særligt fokus på fremtidens metoder indenfor økologisk landbrug, samt hvordan man både når et mere solidt landbrug og et grønnere landbrug. Herudover byder programmet også på den nyeste viden indenfor cirkulært landbrug, biodiversitet, lokal produktion af foder, planteprotein og meget mere. 

"Robusthed er nøglen til en rigtig god økologisk produktion og dermed også økologiens fremtid. Det skal sammen med selvforsyning kendetegne økologien, så vi viser, at vi kan selv. Set ud fra et klimamæssigt perspektiv, så er det også rigtig vigtigt, at vi bliver selvforsynende", siger Hans Erik Jørgensen, formand for Økologisektionen i Landbrug & Fødevarer.

Og Per Kølster stemmer i.

"Fremtidens robuste løsninger skal sikre, at landbruget drives på en solid måde. Men udover robustheden på den enkelte bedrift, så er det også vigtigt at se det i et større perspektiv. Der skal være en robusthed, der hvor de store dagsordener også er indarbejdet. For vi må ikke gå på kompromis med klima, miljø, diversitet, dyrevelfærd osv.", siger Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening. 

Økologikongressen afholdes d. 25. og 26. november på Vingsted Hotel og Konferencecenter.

Læs mere om programmet her 

 

Faktaboks

Kongressen er arrangeret af Seges, Landbrug & Fødevarer, Økologisk Landsforening og Innovationscenter for Økologisk Landbrug. Internationalt Center for Forskning i Økologisk Jordbrug og Fødevaresystemer (ICROFS) og Foreningen for Biodynamisk Jordbrug deltager også i tilrettelæggelsen af kongressen. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle