Fødevareministeriet trækker advarsel tilbage i Minksagen

Ministeriet har rådført sig med Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, som har fået bistand fra Kammeradvokaten.

Fødevareministeriet har trukket en advarsel til kontorchef Paolo Drostby tilbage i forlængelse af Minksagen. 

I en mail til Ritzau skriver ministeriet: 

- Fødevareministeriet kan oplyse, at forhørsledelsens beretning har givet anledning til, at ministeriet har tilbagekaldt den advarsel, som en kontorchef i ministeriet blev tildelt på baggrund af Minkkommissionens beretning. 

I slutningen af marts trak Statsministeriet en disciplinær advarsel til ministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, tilbage. 

Samme dag kaldte Justitsministeriet advarsler til departementschef Johan Legarth og afdelingschef Anne-Mette Lyhne Jensen tilbage. 

Baggrunden var den konklusion, som tidligere højesteretspræsident Thomas Rørdam var nået frem til, da han stod i spidsen for en tjenstlig undersøgelse af Rigspolitichef Thorkild Fogdes rolle i Minksagen. 

Rørdam nåede frem til, at statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde 4. november 2020 ikke gav en instruks om, at alle mink skulle aflives. 

Derpå vurderede Medarbejder- og Kompetencestyrelsen sagen igen. Og Statsministeriet trak advarslen tilbage. 

Ministeriet beretter videre, at man har rådført sig med Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, som har fået bistand af Kammeradvokaten. 

Ministeriet har "ikke yderligere kommentarer til de konkrete personalesager". 

/ritzau/

Obs. opdateret 15.04

Emneord

minkkommissionen , Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle