Fødevareordførere - og Dan J - står til genvalg

Fødevareordførerne er stemmeslugere - prognose spår genvalg til alle, der stiller op. Også fødevareminister Dan Jørgensen står til sikkert valg.

Alle Folketingets fødevareordførere - på nær Enhedslistens Per Clausen, som stopper i Folketinget på grund af Enhedslistens rotationsprincip, - kan se frem til endnu en periode i Folketinget.

Det skriver Altinget baseret på valgforsker Søren Risbjerg Thomsens seneste grafiske prognose.

Dan J. står til genvalg

På listen er også medtaget fødevareminister Dan Jørgensen, som er ny kandidat på Fyn, efter at have siddet i Europa-Parlamentet på et stærkt mandat med mere end 230.000 personlige stemmer.

Dan Jørgensen nyder ikke stor popularitet i landbruget, men hans høje cigarføring på bl.a. miljø, økologi- og dyrevelfærdsområdet har sikret ham et langt bedre skudsmål i den brede befolkning.

Flere meningsmålinger har placeret ham som en af regeringens mest populære ministre. Han vurderes som sikker på valg.

Partihopper ventes valgt

Tidligere miljøminister for SF Ida Auken skiftede parti, blev radikal og fødevareordfører, og nu er for første gang på valg som sådan.

Trods partiskiftet er hun nogenlunde sikker på valg - og får ifølge Altinget bl.a. støtte fra Radikal Ungdom.

LA med bånd til BL

Mette Bock, fødevareordfører for Liberal Alliance, er en af sit partis sikre stemmeslugere og står bl.a. stærkt i Sønderjylland, hvor hun har været chefredaktør for Jyske Vestkysten.

Mette Bock og Liberal Alliance har stærke bånd til Bæredygtigt Landbrug og har bl.a. overtaget foreningens retorik som bannerførere for et krav om gødskning »efter ligevægtsprincippet.«

VKO-ordførere

Venstres Erling Bonnesen, tidligere borgmester i Broby, er en af landbrugets mest utrættelige fortalere på Christiansborg. Han står til genvalg i sin fynske Svendborg-kreds.

Også Dansk Folkepartis René Christensen (DF) er en stor stemmesluger, højt placeret i partiet og sikker på genvalg.

Dansk Folkeparti står til stor fremgang, ikke mindst på Lolland-Falster, hvor René Christensen er viceborgmester i Guldborgsund Kommune.

Den konservative fødevareordfører Daniel Rugholm (K) står ifølge Altingets prognose også til at sætte sig på et sikkert mandat i Aalborg.

Rugholm har siddet i byrådet i Hjørring og var dér partiets borgmesterkandidat i 2013.

Nordjyde toppopulær

Socialdemokraternes norjyske fødevareordfører Orla Hav (S) er endnu en stemmesluger og sikker på genvalg.

Den tidligere amtsborgmester og regionsformand fik ved valget i 2007 mere end 27.000 personlige stemmer. Det var femtemest i hele Danmark, skriver Altinget.

Ved valget i 2011 var det dog reduceret til 18.121, men det er stadig rigeligt til genvalg.

Også SF’s fødevareordfører Lisbeth Bech Poulsen står til genvalg på sit mandat i Nordjylland.

Ved valget i 2011 blev hun nummer to efter stemmeslugeren Pernille Vigsø Bagge, som i år ikke genopstiller.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle