Mere end hver tredje hobbyavler skilter ikke med forbud mod fodring, og har ikke styr på reglerne for indhegning af deres grise.
Hobbylandmænd skal ind i kampen mod svinepest.
Sådan lyder meldingen fra Fødevarestyrelsen, der denne uge har sendt en melding ud på baggrund af en stikprøvekontrol fra 2022.
Den viser, at mere end hver tredje danske hobbyavler med mellem 1 og 10 grise på friland enten ikke har tilstrækkeligt styr på reglerne for indhegning eller den lovpligtige skiltning om, at fodring er forbudt.
Kontrollen er udført i cirka 150 vildsvine- og tamgrisebesætninger.
Også i de lidt større grisebesætninger, kan der med fordel strammes op i forhold til reglerne, som er med til at beskytte Danmark mod den alvorlige husdyrsygdom afrikansk svinepest.
Men her er problemet mindre. Således fik hver fjerde af de landmænd, der havde besætninger på mellem 11 og 50 dyr en indskærpelse, da Fødevarestyrelsen kom på kontrolbesøg.
Fødevarestyrelsens veterinærdirektør, Charlotte Vilstrup Castle siger:
- Rammer afrikansk svinepest først Danmark, kan udgifterne til aflivning og tabte eksportindtægter tælles i milliarder. Derfor skal ejere holde dyrene forsvarligt bag hegn og informere gæster og forbipasserende om, at det er forbudt at fordre dyrene med madaffald, siger hun.
Grise og vildsvin kan blive smittet med den frygtede sygdom, hvis de æder et stykke kød, der er inficeret. Virussen kan nemlig sagtens overleve i madvarer.
Og bliver blot et enkelt dyr smittet, lukker lande uden for EU for dansk eksport af levende grise, skinke og bacon.
Afrikansk svinepest har siden 2014 spredt sig fra Hviderusland til flere EU-lande og findes i dag i Bulgarien, Estland, Grækenland, Italien, Letland, Litauen, Polen, Rumænien, Slovakiet, Tyskland og Ungarn.
Derudover er afrikansk svinepest til stede i flere nabolande til EU, bl.a. Moldova, Rusland, Serbien og Ukraine.
Sygdommen har primært spredt sig med vildsvin, men de store spring i sygdommens udbredelse skyldes menneskelig aktivitet, hvor mennesker har medbragt virusholdige fødevarer, som er blevet ædt af grise eller vildsvin.
Afrikansk svinepest er dødelig for grise, men er ikke farlig for mennesker, understreger styrelsen.
/kold