Fødevarestyrelsen trækker rapport tilbage: Lavede stor fejl på andeslagteri

Fødevarestyrelsen skrev i en rapport, at medarbejderne på et andeslagteri i Struer ikke vaskede hænder. Det var en fejl, og rapporten er nu trukket tilbage til stor glæde for direktøren.

"Her vasker de ikke hænder: Lort på danske juleænder"

Sådan skrev Ekstrabladet i december om andeslagteriet Dan Duck i Struer, der 17. december havde besøg af Fødevarestyrelsen, der blandt andet skrev i deres rapport, at der var problemer med hånd-hygiejnen hos medarbejderne.

"Efter pausen kl 8.30 kom ca 20 medarbejdere ind i produktionen, heraf vaskede kun lidt under halvdelen hænder", stod der i kontrolrapporten.

Det har dog vist sig at være forkert, og det har nu fået Fødevarestyrelsen til at trække rapporten tilbage. Det skriver Dagbladet Holstebro Struer.

Det viser sig nemlig, at der både var en håndvask i både stueetagen og på første sal, men Fødevarestyrelsens medarbejdere kontrollerede kun den ene. Det har de nu erkendt er en fejl.

"Det er en dum fejl for Fødevarestyrelsen, men det er en tragisk fejl for os", siger Hardy Eskildsen, der er direktør i Dan Duck til TvMidtvest.

Rapporten, der blev offentliggjort kort før jul, kom lige op til virksomhedens højsæson. Det er derfor en betydeligt lettet direktør, der nu ser rapporten og indskærpelsen mod virksomheden, der fulgte med, blive trukket tilbage.

"Det har da helt sikkert kostet os omsætning ude hos kunderne, og det må vi leve med, når vi skal ud og tegne nye kontrakter. Så det er trist, at fødevarekontrollen ikke var af en lidt højere standard. Men nu må vi se fremad, og jeg har fuld respekt for, at vi skal samarbejde med fødevarekontrollen om fødevaresikkerheden, når vi nu arbejder videre på at udvikle slagteriet", understreger han til Dagbladet HolstebroStruer.

Andeslagteri gik konkurs

Det er dog ikke første gang, at et andeslagteri er blevet truet af en mediestorm.

I 2015 gik Dansk And konkurs, fordi ænderne fra slagteriet på grund af en produktionsfejl lugtede råddent og myndighederne advarede mod at spise dem. 

Slagteriet blev dog hurtigt taget i brug igen, og sidenhen solgt og omdøbt til Dan Duck.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle