Før krisemøde: Regeringen forlænger frist for etablering af efterafgrøder

Den langvarige tørke betyder, at regeringen imødekommer flere ønsker fra dansk landbrug for at kunne sikre tilstrækkeligt med foder til dyrene og for at hjælpe miljøet. Et at tiltagene er at forlænge fristen for efterafgrøder.

Regeringen er nu på vej med en ny håndsrækning til de tørkeramte danske landmænd.

Et af tiltagene er, at fristen for etablering af ekstraafgrøder bliver forlænget fra d. 20. august til den 3. september. Derudover skal det sikres,  at danske landmænd kan skaffe tilstrækkeligt med foder til deres dyr.

Samtidig følger regeringen situationen tæt, hvis der skulle opstå behov for flere initiativer.

Det skriver Miljø-og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

"Årets ekstreme tørke har store konsekvenser for dansk landbrug, derfor er jeg glad for, at regeringen kan støtte landmændene med yderligere tiltag. Vi vil fortsat følge situationen nøje", siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen.

Han pointerer, at når efterafgrøderne ikke kan spire i den udtørrede jord giver det mening at forlænge fristen. 

"Naturligvis skal vi udskyde fristen for såning af efterafgrøder, når det ikke giver faglig mening at fastholde den. Det giver ingen mening, at så i en jord hvor frøene ikke kan spire. Det skal vores regler naturligvis ikke stå i vejen for , og vi følger løbende situationen nøje", siger Jakob Ellemann-Jensen.

For at undgå en lignende situation i fremtiden arbejder Miljø- og Fødevareministeriet og Aarhus Universitet på at fjerne de ultimative frister for etablering af efterafgrøder fra næste år og skabe en mere fleksibel model.

Et andet nyt tiltag er, at alle landmænd får mulighed for at udså rug i de græsudlæg og græsefterafgrøder, som skal bidrage til at formindske kvælstofudvaskningen. Udover at kunne være med til at sikre foder til dyrene, vurderer Aarhus Universitet at udsåning af rug i græsudlæg og -efterafgrøder kan være med til at formindske kvælstofudvaskningen, da rugen blandt andet har lettere ved at spire under tørre forhold.

"Vi prøver at indrette miljøreguleringen af landbruget, så vi kan sikre, at der i et ekstremt år som i år er foder nok, og vi samtidig beskytter vandmiljøet. Heldigvis spiller de ønsker på mange måder rigtig godt sammen. Dermed vil jeg også gerne opfordre landmændene til at få etableret gode efterafgrøder, så snart som det er muligt", siger Jakob Ellemann-Jensen.

Miljø- og Fødevareministeriet følger fortsat situationen tæt og arbejder på yderligere tiltag, som kan modvirke konsekvenserne af tørken for dansk landbrug.

Regeringen vil ændre disse regler:
 
• Landmændene får mulighed for at høste MFO-græsefterafgrøder.
• Fristen for etablering af alle typer af efterafgrøder bliver forlænget fra den 20. august til den 3. september 2018.
• Alle landmænd får mulighed for at udså rug i græsudlæg og græsefterafgrøder.
• Ammoniakbehandling af halm tillades indtil den 31. december 2018, hvilket kan bidrage til at sikre grovfoderforsyningen til malkekvæg. Der fastsættes samtidigt afstandskrav til visse naturområder.
 
Yderligere oplysninger:
Pressechef Jens Fuglsang Edelholt, Miljø- og Fødevareministeriet, tlf.: 9135 6996, e-mail: jefed@mfvm.dk
 
Read article on website

 

Relaterede

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle