For første gang i år: Dansk svinenotering overhaler europæiske konkurrenter

Slagtesvinenoteringen i Danmark er gået forbi Frankrig og Spanien, der hidtil har været i top i år.

Med små tilbagefald for slagtesvinenoteringerne i Frankrig og Spanien, og en pæn stigning for den danske notering, er det slagtesvinene i Danmark, som afregnes bedst i Europa i denne uge.

Det dokumenterer Danske Svineproducenter i en prissammenligning af en række europæiske lande med svineproduktion.

Den danske notering er opgjort til 1,896 euro pr. kg, mens Frankrig (1,886 euro) og Spanien (1,879 euro) er forholdsvis tæt på den danske notering.

Fjerdepladsen indtages af Tyskland, der i en længere periode har haft en notering på 1,796 euro.

Feltet af de store europæiske svinenationer rundes af med Holland, der har taget et ordentlig hop fra 1,723 euro til 1,773 euro i denne uge.

"Fra Holland meldes der efter en meget lang, prisstabil fase om en stor noteringsstigning. I Tysklands vestlige naboland steg noteringen således med fem korrigerede cent. I den forgangne uge hævede det hollandske slagteri Van Rooi Meat deres notering med tre cent, mens andre hollandske slagterier holdt deres noteringer på uændret niveau", anfører Markus Fiebelkorn, markedsanalytiker hos Danske Svineproducenter.

"Fordi stemningen udviklede sig positivt, fulgte Beurs 2.0 efter tolv uændrede uger denne trend. Dermed mindskedes afstanden mellem Holland på femtepladsen i det europæiske prisfelt og Tyskland på fjerdepladsen tydeligt", fortsætter han.

Han forholder sig samtidig til den seneste positive udvikling i Danmark:

"Det eksportorienterede Danmark har nu i fire uger præsteret et bemærkelsesværdigt prisopsving til trods for den ellers stabile trend. Den danske notering er i denne periode steget med i alt 16 korrigerede cent og lægger sig i denne uge i spidsen i gruppen af de fem EU-lande med flest svin".

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle